Fire iværksættere lancerer nyt tyggegummi

Midt i april ligger en ny konkurrent blandt Stimorol og V6 på 7-Elevens hylder i døgnkioskens danske butikker. Tyggegummi-iværksætteren True satser på at ride med på "better-for-you"-bølgen, der skyller ind over det danske marked. 
True består af de fire venner Morten Ebdrup, Jacob Motzfeldt, Zabrina Ziegler og Peter Regnersgaard, som har sagt deres jobs op for at forfølge tyggegummi-drømmen fuldtid.
True består af de fire venner Morten Ebdrup, Jacob Motzfeldt, Zabrina Ziegler og Peter Regnersgaard, som har sagt deres jobs op for at forfølge tyggegummi-drømmen fuldtid.

I et køkken i København sidder to venner i efteråret 2016 og kommer sig efter at have tømt Aarstidernes måltidskasse til aftensmad. Middagen var af den slags, der krævede et frisk pust efter, og her opstod idéen til det tyggegummi, de to venner skulle vise sig at bruge de næste seks måneder på at udvikle:

"Vi havde kokkereret og dermed styr på alle ingredienserne, der var i den mad, vi spiste. Efter måltidet rækker Peter mig sådan ét lyserødt kirsebær-mynte tyggegummi med mærkelige streger ned igennem. Vi kom til at snakke om det; 'Hvad fanden er der egentlig i sådan et tyggegummi?' Det virkede som en ret stor kontrast til det måltid, vi lige havde spist," fortæller Morten Ebdrup, som er medstifter af iværksættervirksomheden True, der laver naturligt, bæredygtigt tyggegummi.

Tyggegummiet stjal herefter alle eftermiddage de næste seks måneder for de to venner. Så snart de havde fri fra deres respektive job, var de tilbage i Morten Ebdrups lille køkken, der ofte krævede to timers rengøring efter sådan en session.

Det kom der tyggegummiet True ud af, som i denne måned er at finde i 7-Elevens butikker landet over.

472 forsøg senere blev fuldtidsjobbet sagt op

Ambitionen er at lave et tyggegummi, danskerne med god samvittighed kan tygge på. Men det er nemmere sagt end gjort, siger iværksætteren:

"Der er en grund til, at producenter putter syntetiske ingredienser i tyggegummi, for det reducerer i høj grad omkostning. Det er langt dyrere at lave naturligt tyggegummi."

Det krævede flere hundrede forsøg, før den første prototype var klar.

"Vi mente prototype nummer 472 var solid nok til, at vi turde sige vores job op," siger Morten Ebdrup.

Siden iværksætterne for godt et år siden besluttede at kaste sig ud i projektet på fuld tid, er der kommet investorer til. Blandt andet Jeppe Christensen og Michael Andersen bag køkkenfirmaet Reform, som har hjulpet de fire venner med at skrifte det private køkken ud med et produktionskøkken i et gammelt lokomotivværksted på Vesterbro i København.

Det nedlagte lokomotivværksted i udkanten af Vesterbro, hvor True holder til.
Det nedlagte lokomotivværksted i udkanten af Vesterbro, hvor True holder til.

Først Danmark – så Europa

Tre af iværksætterne kender oprindeligt hinanden fra deres studietid på CBS, hvor de læste en bachelor i International Business sammen. Det er dog ikke store armbevægelser, men nærmere de realistiske af slagsen, der præger ambitionerne hos True.

"Først og fremmest er målet at få spredt kendskabet i Danmark, men det er klart, at vi også har internationale ambitioner for det her produkt, og vi tror, at der er et stort marked for det i Europa," siger Morten Ebdrup og tilføjer:

"Men vi tager et skridt ad gangen. Lige nu vil vi gerne fokusere på at få lavet de bedste produkter og en skalerbar forretning, før vi kaster os ud i det europæiske marked."

Danskernes samvittighed er i høj kurs på fødevarefronten

Det er lindringen af danskernes dårlige samvittighed, som iværksætterne satser på:

"Vi vil gerne lave et tyggegummi, som man kan tygge på med god samvittighed over for sig selv og miljøet. Det betyder, at vi ikke bruger kunstige sødestoffer, aspartam, plastik eller andet uønsket kemi, men i stedet laver et produkt med rene ingredienser samtidig med, at det er bionedbrydeligt," siger Mads Ebdrup, der også oplyser, at bilproducenten Goodyear er storleverandør til tyggegummiindustrien.

Et tyggegummi har jo en beskeden størrelse. Gør det reelt nogen forskel om, der er uønsket kemi i eller ej, når mængden er relativt lille?

"Det handler ikke kun om selve tyggegummiet, men også om hvordan stofferne interagerer med alle de andre kunstige stoffer, som du får fra andre fødevarer. Af samme grund betegner Forbrugerrådet Tænk mange af de stoffer, der normalt bruges i tyggegummier som uønskede, ” siger Morten Ebdrup og tilføjer:

"Vi tygger selv en del tyggegummi, og du ved – mange bække små, gør en stor å."

Tyggegummi-familie tjener over milliard på frasalg

EQT køber tyggegummiselskabet Fertin 

Tyggegummiblomster og blå kartofler lokker unge til landbrugsskoler

Stimorol får massiv relancering 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også