Sydbank: Unibrew leverer imponerende effektiviseringer

Royal Unibrews regnskab for tredje kvartal er et stærkt et af slagsen, hvor både salget og indtjeningen overrasker. Særligt positiv er indtjeningen i selskabets østeuropæiske forretning.
Det vurderer senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank over for Ritzau Finans.
"Royal Unibrew har jo egentlig helt som ventet været udfordret af, at markedet specielt i Finland har været svagt, og at sommervejret i år har været dårligere end sidste år, men interne effektiviseringer i den region har gjort, at de egentlig har været i stand til at løfte indtjeningen, så den mere end kompenserer for de negative effekter, der har været på markederne," siger Morten Imsgard og fortsætter:
"Det er for mig at se klart regnskabets største positive element, at Royal Unibrew bliver ved med at kunne overraske positivt på at levere effektiviseringsgevinster, som overstiger nogle af de problemer, der egentlig er på rigtig mange af deres markeder."
Finsk marked trækker Unibrew ned - men øko-pilsnere er et hit
Det Faxe-baserede bryggeri leverede i årets første tre kvartaler en nettoomsætning på 2156 mio. kr. i regionen Baltic Sea. Driftsresultatet på EBIT-niveau endte for regionen på 310,6 mio. kr. for årets første tre kvartaler mod 266,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
"Selskabet bliver ved med at signalere, at de er blandt Europas mest veldrevne bryggerier, og de er ekstremt dygtige til at håndtere markeder, som er vanskelige, og hvor forbrugerne holder på pengepungen," lyder vurderingen fra Morten Imsgard.
Analytiker: Dårligt sommervejr presser salg hos Royal Unibrew