FødevareWatch

Carlsberg-optakt: Fokus på strategi-pip frem for tal

De normale fokuspunkter i Carlsbergs kvartalsregnskab vil på onsdag træde i baggrunden, medmindre der er ekstremt gode nyheder eller ekstremt skuffende nyheder fra et eller flere markeder. Det kommer i stedet til at handle meget om strategi.

Foto: Niels Hougaard

De normale fokuspunkter i Carlsbergs regnskab vil både denne og næste gang være trådt i baggrunden, medmindre der er ekstremt gode nyheder eller ekstremt skuffende nyheder fra et eller flere markeder.

I stedet vil fokus være koncentreret om ethvert lille pip, som måtte komme ud om den nye strategi, som dog først er lovet på den anden side af nytår.

Det vurderer analytiker i Sydbank Morten Imsgard over for Ritzau Finans.

Analytikere, som har leveret estimater til Ritzau Estimates, venter, at Carlsbergs omsætning i kvartalet vil falde til knap 17,9 mia. kr. fra 18,1 mia. kr. i samme kvartal året før.

Driftsoverskuddet før særlige poster, som Carlsbergs forventninger bliver givet på, ventes reduceret til 3114 mio. kr. fra 3390 mio. kr.

Ser man på regionerne, ventes der i kroner et beskedent fald i Vesteuropa og et markant fald i Rusland, mens Asien ventes at vise vækst i driftsoverskuddet før særlige poster.

Ny strategi - men først i 2016

"Alle nok så små indikationer på noget som helst om den lovede nye strategi er det, der har investorernes og markedets fokus. Enhver betragtning om det globale fodaftryk, som Carlsberg vil sætte, vil blive nærlæst, slugt, fordøjet og vejet på en guldvægt," siger Morten Imsgard og tilføjer:

"Tredjekvartalsregnskabet og også årsregnskabet er tæt på ligegyldigt."

Han har den holdning, at Carlsberg kan "losse lige så dårlige resultater ud, som de vil, da investorerne ved, at der er oprydning og ny strategi på vej."

Den nye strategi har Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, dog ikke lovet før i det nye år.

"Måske strategiændringen endda først kommer efter årsregnskabet," siger Morten Imsgard.

Chefskifte kan give nedskrivninger

Den nye topchef ser, som nye topchefer ofte gør, også på forretningen med andre øjne end den tidligere ledelse. Det kan give ekstraordinære nedskrivninger.

"Topchefskiftet kan give nedskrivninger af ekstraordinær karakter, men det sker næppe nu. Jeg vil blive overrasket, hvis der ikke kommer noget, men jeg tror, man venter til regnskabet for fjerde kvartal til foråret," siger analytikeren, der dog understreger, at det principielt ikke er topdirektøren, der bestemmer nedskrivningsniveauet.

Østereuropa i fokus

Markedsmæssigt er det Asien, der ventes at gemme på lidt positivt nyt sammen med måske Vesteuropa, mens Rusland fortsat er en miserabel historie.

"Alle konkurrenternes meldinger (fra Rusland, red.) peger på pres på volumen, men bryggerierne gennemfører prisstigninger over for forbrugerne, så salget er mindst uændret. Prisstigningerne opvejer volumennedgangen," vurderer Morten Imsgard.

Han fremhæver dog også, at valutakursudviklingen vil flå resultatet i stykker i den russiske forretning.

En euro kostede ved udgangen af tredje kvartal godt 73 rubler, mens den ved indgangen til kvartalet kostede under 59 rubler.

"Men så længe bryggerierne kan vise prisdisciplin, så er det ikke så ringe endda," konkluderer han.

Vesteuropa

I Vesteuropa vil markedets skarpe øjne være rettet mod Carlsbergs britiske forretning.

"Jeg tror, at Carlsberg får bøllebank i Storbritannien. Konkurrenterne har generelt meldt om stigende markedsandele - specielt i supermarkedsegmentet. Det er sikkert sket på bekostning af Carlsberg," vurderer han.

Carlsberg blev smidt af hylderne i den store britiske supermarkedskæde Tesco tidligere i år. Morten Imsgard vurderer, at der helt klart er problemer i regionen, som "måske endda er større, end man har kendt til."

Måske er en af planerne i den nye strategi at forlade det britiske marked, hvor Carlsberg er nummer fire.

"Efter min vurdering, og hvis man skal tro på topchefens ord, så er det ikke usandsynligt, at den britiske del af forretningen er til salg," siger Morten Imsgard.

Han vurderer, at en position som nummer fire ikke er interessant, hvis man skal have en lønsom forretning.

"Det er kun interessant at forblive i Storbritannien, hvis man har en klar vej mod en bedre forretningsmodel, siger han og skønner, at Carlsberg simpelthen er for små til at være i Storbritannien."

Bortset fra det britiske marked bør der ikke komme negative overraskelser fra region Vesteuropa.

"Måske kan Frankrig endda være en positiv historie efter mange kvartaler med skuffelser. Vejret har da vist været med Carlsberg i år," siger Morten Imsgard, der venter, at Vesteuropa samlet set ventes at gå lidt frem.

Asien

Udviklingen i Asien-regionen er nok lidt blandet i tredje kvartal.

"Kina kommer til at være svag for Carlsberg. Markedet er ramt af den generelle udvikling, der skyldes udviklingen i den kinesiske økonomi," vurderer Sydbank-analytikeren.

Han ser, at fokus vil være, om kunder fortsat kan migrere over mod premiumøl med større marginer.

Den forventning har han, og derfor vil der i regionen - hvor der fortsat ventes positive meldinger fra Vietnam og andre lande i regionen - ikke være de store bump på vejen.

Forventning ses fastholdt

Carlsberg sænkede sine forventninger efter halvåret til et "mindre fald" i forhold til sidste år i driftsoverskuddet før særlige poster. Før det var forventningen tidligere "midt til encifret pct. vækst".

Driftsoverskuddet var i 2014 på 9232 mio. kr., og analytikerne venter her før tredje kvartal, at det tilsvarende tal for i år vil blive 8867 mio. kr. - et fald på knap 4 pct.

"Forventningerne pilles der ikke ved," forudser Morten Imsgard.

21 banker skal få AB Inbev i form til opkøb Carlsberg

UK er en katastrofe for Carlsberg

Sydbank: Heinekens regnskab er godt nyt for Carlsberg

Heineken sælger mere øl end ventet i godt sommervejr

Mere fra FødevareWatch

Chokoladekoncern undskylder til Kina

Chokoladekoncernen Mars har været ude med en officiel undskyld til Kina, hvor den bl.a. understreger, at Mars ”respekterer Kinas nationale suverænitet”. Det sker, efter koncernen har refereret til Taiwan i en reklamekampagne.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier