Sabmiller melder om mulig fusion med AB Inbev

Verdens to største bryggerier, Sabmiller og AB Inbev, kan måske være på vej mod en gigantisk fusion, lyder meldingen fra førstnævnte i en meddelelse til børsen i London.
Sabmiller oplyser, at AB Inbev har til hensigt at komme med et købstilbud, men det fastslås, at det endnu ikke er sikkert, at der kommer et konkret bud. Der oplyses heller ikke en eventuel købspris.
"Der er endnu ikke modtaget noget forslag, og bestyrelsen hos Sabmiller har ikke flere detaljer vedrørende et sådant forslag," skriver Sabmiller i meddelelsen.
Hvis der skulle komme et bud, vil bryggeriet dog gennemgå det nøje og komme med et svar, fremgår det.
Der er desuden fastsat en dato for, hvornår AB Inbev senest skal have fulgt op på sin interesse. Senest den 14. oktober klokken 18.00 dansk tid skal AB Inbev enten have tilkendegivet en fast interesse i at komme med et tilbud eller meddele, at der ikke bliver fulgt op på den indledende interesse med et tilbud, skriver Sabmiller i meddelelsen.
Meddelelsen fra bryggeriet kommer efter en stribe rygtehistorier i særligt britiske medier om en mulig gigantfusion mellem de to bryggerier, der vil skabe verdens med afstand største bryggeri. Der har over flere omgange tidligere været rygter om en sammenlægning af de to, men hidtil har aktørerne selv ikke officielt udmeldt noget.
Og der er noget om snakken, oplyser AB Inbev efterfølgende ifølge Bloomberg News. Ifølge nyhedsbureauet har AB Inbev, der øjeblikkeligt er verdens største bryggeri, således bekræftet, at det har været i kontakt med Sabmiller med henblik på at skabe en fusion mellem de to.
AB Inbevs intention er at samarbejde med Sabmillers bestyrelse om en anbefalet transaktion, oplyses det, ligesom også AB Inbev fastslår, at det endnu ikke er sikkert, at interessen udmønter sig i et reelt tilbud.
Oplysningerne skaber dog umiddelbart stor begejstring på aktiemarkederne. Sabmiller-aktien stiger med 19,8 pct. til 3610 pence i London, og herhjemme har Carlsberg-aktien udbygget sin stigning til 4,1 pct.
Svimlende overtagelse
Rygterne om en konsolidering af de to bryggerier har flere gange været fremme over de seneste år, men hidtil uden at det har kastet en aftale af sig.
Tilbage i februar i år måtte Sabmiller sige farvel til finansdirektør Jamie Wilson og det rystede for et øjeblik både Sabmiller internt og investorerne, skrev The Times den gang. Det uventede direktørexit gav straks opkøbsrygterne og fusionssnakken med Ab Inbev ny næring.
Dengang hed det om den rygtede fusion, at AB Inbev ville opsluge Sabmiller i en handel til den svimlende værdi af omkring 75 mia. pund - svarende til 701,9 mia. kr. Det skrev nyhedsbureauet Dow Jones Newswire.
Sabmiller sætter ny mand i spidsen for forsyningskæden
AB Inbev-datter køber brasiliansk specialbryggeri
Relaterede artikler:
Sabmiller sætter ny mand i spidsen for forsyningskæden
For abonnenter
11 selskaber sidder på over 90 pct. af USA’s ølsalg
For abonnenter