Dansk topchef på vej i AB Inbev-bestyrelse

En kendt dansk topchef er på valg, når bestyrelsen i verdens største bryggerikoncern, amerikansk-belgiske AB Inbev, senere på måneden skal finde et nyt medlem.
Foto: Presse/Henkel
Foto: Presse/Henkel

Verdens absolut største bryggerikoncern, det amerikansk-belgiske bryggeri AB Inbev, der i 2014 samlet omsatte for næsten 330 mia. kr., får ved udgangen af måneden et kendt dansk ansigt ind i bestyrelsen.

Ifølge Børsen er den danske topchef Kasper Rørsted, der i dag leder den tyske FMCG-virksomhed Henkel, på valg, når AB Inbev 29. april skal finde et nyt fireårigt medlem af bestyrelsen.

Med jobbet i Henkel anses Kasper Rørsted i forvejen som værende en af de danskere, der besidder en af de tungeste internationale stillinger, og med en bestyrelsespost i verdens største bryggerikoncern vil den position kun blive styrket.

Leder i dag 50.000

Henkel producerer en lang række produkter indenfor husholding, pleje og limprodukter, og blandt de mest kendte brands finder man vaskemidlet Persil og shampoo-mærker som Schwarzkopf og Syoss. Henkel er grundlagt i 1876, og i 2010 fik selskabet sit største overskud på 8,5 mia. kr.

Kasper Rørsted har siden 2008 stået i spidsen for de henved 50.000 Henkel-ansatte i den 140 år gamle globale virksomhed. Den i dag 52-årige direktør har været i Henkel siden 2005, og før det var han at finde i Oracle, Compaq og Hewlett-Packard. I sidstnævnte blev han sammen med to andre direktionsmedlemmer fyret i 2004 efter fremlæggelsen af et dårligt kvartalsregnskab.

I forbindelse med sit arbejde i computervirksomheden Hewlett-Packard udtalte Kasper Rørsted i et interview med Computerworld:

"Jeg er mere sammenbidt end de fleste. Sidste år aflyste jeg alle ferier og arbejdede hver eller hver anden weekend. Det er den pris, jeg betaler. Jeg har ingen fritid, ikke noget socialt liv uden for mit arbejde. Mit golfhandicap er højere end min alder. Jeg har min familie og mit arbejde."

Kasper Rørsted, der oprindeligt er uddannet fra Copenhagen Business School, besidder i dag også bestyrelsesposter hos danske Danfoss og hos tyske Bertelsmann SE & Co.

Sidste år blev Kasper Rørsted i en imageundersøgelse foretaget i Frankfurter Allgemeine kåret som årets leder i Tyskland.

AB Inbevs mange fusioner

Bryggerikoncernen AB Inbev producerede sidste år samlet 459 millioner hektoliter øl, og til sammenligning udgjorde produktionen i danske Carlsberg, der er nummer fire på listen over de største bryggerier i verden 122,8 mio. hektoliter.

Historien om AB Inbev er en historie om en lang række store fusioner og opkøb, der i de seneste årtier har præget det globale konkurrencebillede blandt ølbryggerne.

AB Inbev, der i dag sidder på noget der minder om en fjerdedel af hele verdens ølmarked, og som i porteføljen har brands som Budweiser, Stella Artois, Beck's Hoegaarden og Leffe, er resultatet af et opkøb foretaget af belgisk-brasilianske InBev i 2008. Her købte foretagendet amerikanske Anheuser-Busch, der på daværende tidspunkt var det største globale bryggeri målt på omsætning

InBev var i forvejen verdens største bryggeri, og det var ligeledes resultatet af en 2004-fusion mellem den belgiske fusionskoncern Interbrew og brasilianske AmBev, der bestod af de to største brasilianske bryggerier Antarctica og Brahma.

Senest har AB Inbev været sat i forbindelse med endnu et gigantisk opkøb, da der har været rygter om, at koncernen er interesseret i at opkøbe SABMiller, der for øjeblikket er verdens næststørste bryggerigruppe foran hollandske Heineken, som er nummer tre på listen.

Heineken afviser SABMiller

AB Inbev mister stor ølvolumen i Rusland

Carlsberg halter bagud

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter