Carlsberg indfører ansættelsesstop

Carlsberg har fra årsskiftet indført et globalt ansættelsesstop og fastfrosset lønningerne i hele koncernen.
Tiltaget blev annonceret internt i starten af januar, og det sker som følge af problemerne på det russiske ølmarked og rublens dramatiske kursfald.
”Det er rigtigt, at vi har indført et ansættelsesstop, og at det skyldes rubelkursen, som har påvirket os meget. Vi har hele vejen igennem forsøgt at imødegå de makroøkonomiske forandringer i forhold til Rusland, og det her er et nyt initiativ i den indsats,” siger pressechef Jens Bekke til FødevareWatch.
Rusland er et af bryggeriets største markeder, og ifølge én analyse risikerer valutaens kursfald at skære over halvanden mia. kr. af indtjeningen.
Derfor vil bryggeriet nu have styr på sine lønudgifter med ansættelsesstoppet, der som udgangspunkt gælder for det kommende år.
”Det er svært at sætte en tidsramme på, for det afhænger fuldstændigt af, hvordan tingene udvikler sig i Rusland, men generelt laver vi ikke flere ansættelser i år,” siger Jens Bekke.
Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt
Kendt konsulentfirma hjælper til
Han understreger, at tiltaget ikke får konsekvenser for Carlsbergs kunder herhjemme og i udlandet.
”Hvis det bliver nødvendigt at ansætte medarbejdere for, at vores varer kommer ud, gør vi selvfølgelig det. For eksempel hyrede vi sæsonarbejdere i sommerperioden, hvor der er ekstra travlt, og det vil vi stadigvæk gøre,” siger pressechefen.
Bryggerigiganten har samtidig hyret konsulentvirksomheden McKinsey & Company til at gå koncernen efter i sømmene og gennemføre en effektiviseringsplan, der går under navnet ’Fit for the Future’.
”Det er en overordnet tiltag, hvor vi kigger på vores struktur. Det skal sikre, at vores organisation har den rette form i forhold til de udfordringer, vi står over for. Men det er ikke et stort program på samme måde som BSP1 (effektiviseringsprogram fra 2013, red.),” siger han.
FødevareWatch har uden held forsøgt at kontakte Carlsberg Funktionærforening, der repræsenterer dele af medarbejderstaben.
Carlsbergs russiske øl er blevet doventRelaterede artikler:
Carlsbergs russiske øl er blevet dovent
For abonnenter