Genåbningsaftale åbner for storskærmsfester til EM

Kravene lempes til fanzone-arrangementer i København i forbindelse med EM, der skydes i gang om tre uger.
Foto: Andreas Haubjerg/Ritzau Scanpix
Foto: Andreas Haubjerg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Når EM i fodbold skydes i gang om tre uger, er håbet, at der rundt om i landet kan afholdes en række storskærmsfester.

Der har dog været usikkerhed om, hvorvidt arrangementerne kan gennemføres på grund af de nuværende forsamlingsrestriktioner.

Den politiske aftale, der natten til tirsdag blev indgået mellem regeringen og en række partier, åbner nu muligheden for, at danskerne kan samles om storskærme for at se fodbold i større omfang end før.

De ni aftalepartier er nået til enighed om at lempe en række forsamlingsrestriktioner, der ellers er planlagt til 1. juli, før tid, når det gælder de officielle fanzone-arrangementer i København i forbindelse med EM.

Det betyder, at sektioneringskravet for stående publikum ved udendørsarrangementer i hovedstaden hæves til 500.

Samtidig lempes arealkravet til to kvadratmeter. Det betyder, at der skal være afsat minimum to kvadratmeter til hver person, der gæster de mulige fanzone-fester under EM.

"Det er rigtig fedt. EM skal meget gerne være en folkefest, så jo bedre rammer, der kan skabes om det, jo bedre er det jo," siger overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss (S).

Planen er ikke lagt

I København var der oprindeligt planlagt storskærmsarrangementer ved Ofelia Beach samt Rådhuspladsen og ved Øksnehallen. Men det var, før coronapandemien brød ud.

Det er endnu uvist, præcis hvordan arrangementerne i hovedstaden kommer til at tage sig ud, og hvor mange der bliver.

"Nu kan tingene (fanzone-arrangementerne, red.) blive arrangeret, men i hvor stort omfang er der stadig usikkerhed omkring, og det er selvfølgelig irriterende. Især fordi der er under en måned til, at EM begynder. Det tager tid at stable sådan noget her på benene, så jo hurtigere, der kan komme klarhed om, hvad betingelserne bliver, jo bedre," siger Lars Weiss.

I genåbningsaftalen er det altså kun de officielle EM-arrangementer i København, der må lave sektioner med 500 stående personer i forbindelse med EM-kampene. I resten af landet må der frem til 1. juli være 200 stående samlet i én sektion til storskærmsarrangementer udendørs.

Men der bliver alligevel afholdt fodboldfester rundt om i landet i forbindelse med Danmarks kampe. Blandt andet i Aalborg og Aarhus, hvor der vil være siddende arrangementer.

EM skydes i gang 11. juni og foregår over en måned. København er blandt de 11 værtsbyer. Danmark spiller sine indledende gruppekampe 12., 17. og 21. juni.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter