Dansk whiskyproducent havde "skelsættende" år – men lander røde tal

Mens bruttofortjenesten stiger, rammer Mosgaard Whisky sit første underskud siden etableringen. Det sker, som de første flasker whisky ryger på markedet.
(Arkiv) | Foto: Martin Lehmann/Politiken
(Arkiv) | Foto: Martin Lehmann/Politiken

Slår man op i ledelsesberetningen for Mosgaard Whiskys 2019-regnskab, har det været et år med forandringer.

Den første årgang af virksomhedens whisky er tappet, afsat og prisbelønnet. Ginsalget er udfordret, men pladsen på det danske marked er solid – og der er stadig et stærkt fokus på nærmarkeder syd for grænsen og over Øresund.

2019 var "skelsættende", lyder den indledende konstatering.

Går man til næste side, er det dog klart, at "skelsættende" kommer med en pris.

For første gang siden etableringen i 2015 viser det fynske destilleri røde tal på bundlinjen. Konkret kommer virksomheden ud af 2019 med et minus på lige under 179.000 kr. på bundlinjen, mod et overskud på omtrent 318.000 kr. i 2018. Det sker, mens bruttofortjenesten har været svagt stigende og i fjor rundede 1,6 mio. kr.

Ifølge adm. direktør Jes Mosgaard skyldes udviklingen dog i bund og grund investeringer i fremtiden.

Destilleriet har gennem det seneste år intensiveret salgsindsatsen og dermed øget omkostningerne for bl.a. at kunne komme ud på nye markeder, lyder kalkulen.

"Vi begynder simpelthen at have mere whisky klar, og det begynder vi at skulle have ud på flere markeder. Derfor har vi bl.a. taget flere medarbejdere ind, som kan lave noget i Danmark," siger Jes Mosgaard til FødevareWatch og tilføjer, at det seneste år i det store hele har været en kalkuleret satsning.

"Det har givet mig muligheden for at være mere ude og skabe nye kontakter, men det har også været en investering, som både koster på lønomkostninger og eksterne udgifter på messer og så videre," siger direktøren:

"Underskuddet er blevet lidt større, end vi regnede med, fordi der har været nogle afledte ting fra 2018. Men det var et investeringsår, fordi vi skal gøre klar til at komme af med de større og større mængder af whisky."

Flere kræfter til tyskerne

Blandt de store poster på årets resultatopgørelse er tæt på en fordobling i personaleomkostningerne, som går fra omkring 820.000 kr. i 2018 til 1,4 mio. kr. i 2019. Den ekstra tid, som som følger med flere hænder lader også til at være nødvendigt, i takt med at det fynske destilleri ser mere mod bl.a. det tyske marked.

Jes Mosgaard lægger vægt på, at den tyske efterspørgsel på økologisk spiritus stiger, og det bliver samlet til en attraktiv cocktail for destilleriet.

At komme ind på det tyske spiritusmarked kræver dog massivt fodarbejde og en tilstedeværelse, der strækker sig over flere år, forklarer Jes Mosgaard.

"Man kan sige, at på nogle af de internationale messer, skal du måske være til der to-tre år, før der er bid. Det kan være så lang tid, det tager, før nogen har set, at du har været der i nogle år, og det ser ud til at være stabilt og så er de klar til at snakke med en," siger han og tilføjer:

"Det har vi oplevet i år, hvor nogen har haft kig på os i nogle år og nu er klar til at snakke med os."

Lige nu er flere lovende projekter dog forsinkede, uddyber han. Det begyndte alt sammen, da covid-19 kom til Tyskland.

Budgetter lagt på is

Da corona-krisen ramte, lagde Jes Mosgaard destilleriets budgetter "lidt på is". På daværende tidspunkt var det uklart, hvor lang tid og hvor store konsekvenser virussen fra Wuhan ville få for Danmark og verdensøkonomien, men for at være på den sikre side har destilleriet siden da styret efter at sikre likviditeten frem for budgettet.

På den korte bane mærker destilleriet dog, hvordan de tyske projekter er sat på standby.

"De er heldigvis ikke døde – og de kommer tilbage – men det bliver først henne i efteråret," siger Jes Mosgaard og er i stedet fortrøstningsfuld ved, at salget i Sverige fortsat er godt i gang.

Særligt Systembolaget kører derudad, siger han med nyfunden og tilføjer, at i den del af forretningen "buldrer det virkelig på ginkedlerne".

Styrer I så fortsat efter likviditeten, eller hvad er tilgangen i 2020?

"Jeg tror, at det er en rigtig god ting at gøre. Indtil vi har en effektiv vaccine, der kan deles ud i hele verden – eller i hvert fald vores nærmarkeder i Europa," siger Jes Mosgaard og tilføjer:

"Vi kan se, at der er nogle lande, som er nødt til at være mere restriktive igen, fordi de ikke har styr på de."

I virkeligheden bør danske erhvervsdrivende "stadig tage sig i agt", tilføjer han. Det sidste kapitel af covid-19-krisen er nemlig endnu ikke skrevet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter