Carlsbergs CEO: Miljøprogram går hånd i hånd med lavere omkostninger

Målet med Carsbergs miljøprogram er ikke at øge indtjeningen, men det vil alligevel få den effekt, mener topchefen.
Cees 't Hart | Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Cees 't Hart | Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
AF RITZAU FINANS

Carlsberg løftede onsdag sløret for en stribe tiltag, der skal reducere bryggeriets miljøpåvirkning - blandt andet gennem en kraftig reduktion af plastikforbruget.

Og selv om det ikke er målet med projektet, vil de nye tiltag også øge indtjeningen hos Carlsberg på sigt, fordi det er med til at reducere omkostningerne.

Carlsberg fjerner plastik fra dåseøl for at mindske affald 

"Det er ikke målet at vinde på det rent finansielt. Vi er meget seriøse omkring vores vision om at brygge for et bedre i dag og i morgen. Og det er vi også nødt til at vise. Det er det, vi gør her," siger Cees 't Hart, der er administrerende direktør hos Carlsberg, til Ritzau Finans.

"Det er klart, at når vi har et mål om at reducere vores spildevand og brug af elektricitet fra de forkerte kilder, vil det også forbedre vores bundlinje. For hvis man har et godt miljøprogram, går det også hånd i hånd med omkostningskontrol. Man reducerer det, man bruger, og alt, hvad man bruger, koster noget," uddyber topchefen.

Ingen umiddelbar branding-effekt

Han håber på, at de nye tiltag, der reducerer plastikforbruget hos Carlsberg med 75 pct. - svarende til 60 mio. plastikposer om året - også vil give effekt hos både engroskunderne og forbrugerne.

Men det er ikke forventningen, at miljøprogrammet vil udmønte sig i en umiddelbar forbedring af branding-værdien.

"Vi håber, at kunderne finder det sympatisk. Mange globale detailkæder vil gerne reducere plastikforbruget i deres butikker," siger Cees 't Hart.

"Vi håber også, at forbrugerne føler, at det er det rigtige skridt, vi tager. Men vi ved, at miljøtiltag ikke med det samme ændrer forbrugernes præferencer, eller at de heller ikke udelukker brands på grund af deres miljøpåvirkning," fortsætter Carlsberg-topchefen.

Finansiering via effektivisering

Projektet hos Carlsberg har været næsten tre år undervejs og indeholder i alt fem forskellige initiativer.

Bryggeriet vil ikke ud med, hvor mange penge det har kastet efter tiltagene, men pengene kommer i hvert fald delvist fra det igangværende effektiviseringsprogram "Funding the journey", der nu ses give besparelser på godt 2,3 mia. kr.

"Nogle gange skal man lave investeringer for at accelerere processen, og det er det, vi har gjort her," forklarer Cees 't Hart.

"Vi har hele tiden lovet, at vi vil geninvestere nogle af de penge, vi henter fra 'Funding the journey', i markedet. Og en del af det er investeret i det her," uddyber han.

For ham er det afgørende i det nye projekt den klare forbedring af Carlsbergs miljømæssige aftryk - og ikke en forbedring af indtjeningen - som også er en del af bryggeriets målsætning.

"Det forbedrer ikke umiddelbart vores bundlinje, men det er stadig noget, vi føler, at vi er nødt til at gøre. Vi skal og kan forbedre vores margin på en anden måde," siger Cees 't Hart.

"Vi ønsker ikke at fortsætte med at lave produkter med større miljøbelastning, hvis vi ved, at vi kan gøre det bedre," uddyber han.

Fem tiltag

Det nye miljøprogram fra Carlsberg indeholder fem tiltag, hvor det mest iøjnefaldende er en ny forpakning af Carlsberg-brandets "six packs", der tidligere var pakket helt ind i plastik.

Den nye "Snap pack" er i stedet klæbet sammen og har kun en lille plastikrem i toppen. Og den manøvre reducerer forbruget af plastik med 75 pct.

Derudover har Carlsberg opfundet en ny belægning til bryggeriets flaskeøl, der skal gøre det muligt at genanvende flaskerne flere gange, en ny og mere miljørigtig kapsel, der skal holde øllen mere frisk i længere tid, og en anden og mere miljørigtig grøn farve til etiketterne.

Endelig er det planen at anvende langt mere genbrugelig plastik til den resterende del af forpakningen, der fortsat består af plastik.

Carlsberg investerer massivt i fransk bryggeri

Jacobsen giver fransk præsident sin egen øl

Varm sommer får dansk Carlsberg-forretning til at blomstre 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også