Savonije: Godt vejr og hurtigt italiensk opkøb årsag til opjustering

Ifølge Royal Unibrew-chef Hans Savonije har vejret været den klart største faktor til torsdagens opjustering af 2018. Derudover bidrager den italienske forretning også i højere grad end forventet.
Foto: Gregers Tycho/Jyllands-Posten
Foto: Gregers Tycho/Jyllands-Posten
AF RITZAU FINANS

Der er to hovedårsager til Royal Unibrews opjustering fra torsdag, men den ene vejer lidt tungere end den anden.

Det er nemlig især det "ekstraordinært" gode vejr hidtil i Nordeuropas sommer, der har fået kapslerne til at springe på flere øl og sodavand fra det danske bryggeri Royal Unibrew.

Det fortæller topchef Hans Savonije.

"Det er en væsentlig del af opjusteringen, der selvfølgelig stammer fra vejret. Det er altid svært at sige præcis hvor stor effekten er, men vi har haft syv uger med storartet vejr i de nordiske lande, og det hjælper os," siger Hans Savonije til Ritzau Finans.

Den anden store faktor i bryggeriets opjustering stammer fra Unibrews køb af italienske Terme di Crodo, et sodavandsmærke, som det går hurtigere med at få indlemmet i virksomheden end ventet.

"Vi har kunnet justere organisationen hurtigere, end vi havde forventet. I Italien regner du altid med, at den slags tager noget tid.

Vi har også kunnet få lidt flere synergieffekter med vores eksisterende italienske drift. Det kommer fra prisen på de råvarer, vi køber, fra vores logistik og fra de eksterne tjenester, Campari (den tidligere ejer, red.) plejede at købe. Det er nøgleingredienserne," siger Hans Savonije.

Han beskriver det som en "væsentligt hurtigere" integration af Terme di Crodo, men ikke nødvendigvis med større effekter end beregnet.

Unibrews fremskridt gør, at selskabet allerede i år leverer en EBIT-margin på 17 pct., som er selskabets målsætning "på mellemlang sigt". Det er dermed ikke garanteret at ske næste år, hvis vejret vender tilbage til normen.

"Vi satte målet i starten af året, og det skal nås på to-tre år, så i andet halvår af 2019 eller i 2020 skal vi være der, absolut," siger Hans Savonije.

Unibrew-aktien topper fredag C25-indekset med en stigning på 2 pct., og bryggeriet er dermed steget 31 pct. - inklusive udbytte - siden starten af 2018.

Unibrew-chef: Dansk VM-succes skæpper i kassen

Unibrew-chef: Selskabet kører som et urværk i øjeblikket

Royal Unibrew øger både top- og bundlinjen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også