Dagrofa kaprer ny topchef i Arla

Detailkoncernen Dagrofa har afløseren til Per Thau på plads efter et par måneder i ingenmandsland. Den nye topchef er fundet blandt Arlas øverste chefer.
Foto: Presse/Dagrofa
Foto: Presse/Dagrofa

Dagrofa har sat navn på den vigtige post som koncernchef, en post som Per Thau tidligere på året måtte sige farvel til.

Det bliver Tomas Pietrangeli, der i midten af august tiltræder som direktør for Ringsted-koncernen, fortæller Dagrofa-bestyrelsesformand Jesper Lok til FødevareWatch.

"Tomas har arbejdet på flere sider i det område, som Dagrofa beskæftiger sig med. Han har også stået i spidsen for nogle virksomheder, der har størrelsen og kompleksiteten og ikke mindst en struktur, som minder om vores. Så han har altså den ledelsesmæssige erfaring og den brancherelaterede indsigt, som gør, at han kan lykkes med den her opgave," siger formanden til FødevareWatch.

Foto: Arla/ PR
Foto: Arla/ PR

Mens Tomas Pietrangeli ikke har den store erfaring fra arbejde direkte i detailleddet, er han langt fra noget ubeskrevet blad i producentleddet, hvor han for øjeblikket arbejder som direktør for Arla i Storbritannien. Det er en position, som han har haft siden maj 2016.

Før tiden i Arlas britiske hovedkvarter i Leeds var Tomas Pietrangeli at finde som direktør for Arla Danmark, og forud for den position var han frem til sin tiltræden i september 2014 ansat i en stribe forskellige producenter af forbrugsvarer, såsom Procter & Gamble, Royal Unibrew og Reckitt Benckiser i lande som Italien, Tyskland og Sverige.

Fra modvind til medvind

I Dagrofa-regi skal Tomas Pietrangeli være med til at vende den stribe af røde tal, som i de seneste mange år har tynget koncernen. Senest kom det til udtryk i forbindelse med årsregnskabet, hvor det samlede underskud udgjorde 592 mio. kr.

Lægger man de seneste fem års resultater i Dagrofa sammen, har det i alt kostet ejerne i KFI Erhvervsdrivende Fond, Norgesgruppen og de selvstændige købmand 1,618 mia. kr. i samlet underskud at drive de omkring 1700 butikker og kiosker samt forretningerne i S-Engros, Catering Engros og Foodservice Danmark.

Udover lukningen af Kiwi-kæden tog koncernen også en 100 mio. kr. stor nedskrivning på Foodservice Danmark-forretningen, en forretning, som koncernen har store planer om skal løfte den samlede indtjening i koncernen.

Den samlede omsætning udgjorde sidste år 17,2 mia. kr., og dermed er koncernen Danmarks tredjestørste detailkoncern efter Dansk Supermarked og Coop.

Ifølge Jesper Lok skal Tomas Pietrangeli i spidsen for detailforretningen fortsætte med at lede ned ad den vej, som koncernen har været på siden blandt andet opfindelsen af Meny og renoveringen af Spar-kæden.

"Vi har været klare omkring, hvad opgaven går ud på. Vi føler, at vi har nogle veldefinerede kæder i veldefinerede segmenter, og vi har allerede god vind i de sejl, forstået på den måde, at vi tager markedsandele i både Meny-delen, men også som den lokale købmand i Spar, Letkøb og Min Købmand," siger han og uddyber:

"Tomas' opgave bliver at bygge videre på den medvind, vores kæder nyder godt af samt udnytte medvinden på foodservicemarkedet, og derudover sikre, at vi i højere grad omsætter det til forbedret indtjening."

Om udnævnelsen som ny Dagrofa-chef udtaler Tomas Pietrangeli i en netop meddelelse:

"Dagrofa har et stort potentiale, og jeg ser frem til sammen med Dagrofa-holdet, at bygge videre på de stærke positioner koncernen har, både i købmandskæder, logistikforretningen og foodservice."

Den nye direktør tiltræder 13. august.

Dagrofa nedskriver Foodservice Danmark med over 100 mio. kr.

Per Thau stopper som Dagrofa-topchef

Arla jagter milepæl i Storbritannien

Opgørelse: Sådan har dansk discount udviklet sig

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også