Vokseværk sender Lidl til Aarhus med nyt storbyggeri

Den tyske discountkæde rykker hovedkontoret fra Kolding til Danmarks næststørste by for at blive klar til ønsket ekspansion.
Sådan forventer Lidl at det nye hovedkontor vil tage sig ud. | Foto: PR.
Sådan forventer Lidl at det nye hovedkontor vil tage sig ud. | Foto: PR.

Lidl vil bygge et splinternyt hovedkontor for den danske division nær godsbanen i Aarhus.

Selve byggeriet bliver på omkring 11.000 kvm og vil udover administration indeholde p-hus og en konceptbutik.

Discountkæden er vokset ud af det nuværende hovedkvarter i Kolding, og med ambitioner om at øge tilstedeværelsen markant i Danmark i de kommende år er en flytning uomtvistelig.

Det fortæller direktør i Lidl Danmark, Dirk Fust, i en pressemeddelelse.

"Siden vi åbnede den første Lidl butik i Danmark i 2005, er vi gået fra 13 til 111 butikker, så det går meget stærkt – og det kan vi takke vores medarbejdere for. Nu er vi klar til næste skridt i vores udvikling, som er et nyt hovedkontor. Jeg glæder mig personligt til at give vores medarbejdere helt nye og fantastiske rammer, som vi skal vokse videre i," siger han.

Hvis Lidl får tommel op af Aarhus Byråd som planlagt, forventer kæden, at byggeriet står færdig i 2021. Derved skal Lidls 250 medarbejdere på det nuværende hovedkontor i Kolding også indstille sig på formentligt længere transporttid. Det er dog Dirk Fusts forhåbning, at så mange som muligt rykker med.

"Vi håber, at alle medarbejdere vil med til vores nye kontor, men vi forstår også godt, at flytningen påvirker hverdagen for de medarbejdere, der får længere transporttid. Derfor vil vi sørge for den bedst mulige overgangsfase," siger han i meddelelsen.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvor mange penge det nye hovedkontor vil koste Lidl.

Leverandørorganisation hiver Lidl i retten

Tysk discountdirektør rykker den danske butikskrig ud på nettet

2027-prognose: Netto, Lidl og Rema vil vokse markant 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også