Restaurant slår pjalterne sammen med Hahnemanns Køkken

Ambitionen er at skabe en virksomhed, der er økonomisk såvel som socialt ansvarlig og leverer bæredygtige løsninger. 
Trine Hahnemann og Kamilla Seidler slår de to virksomheder Hahnemanns Køkken og Restaurant Lola sammen. | Foto: Pr/hahnemann og Lola
Trine Hahnemann og Kamilla Seidler slår de to virksomheder Hahnemanns Køkken og Restaurant Lola sammen. | Foto: Pr/hahnemann og Lola

Bryllupsklokkerne ringer for Hahnemanns Køkken og restauranten Lola, der puljer kræfterne og slår pjalterne sammen i én virksomhed. 

I en pressemeddelelse formulerer parterne det som et ”allerede frugtbart samarbejde, der nu formaliseres, således man kan intensivere arbejdet for en mere bæredygtig madkultur ”med ansvarlige løsninger for mennesker, dyr og jord.” 

Videre lyder det, at beslutningen om ægteskabet mellem de to selskaber er kulminationen på et årelangt venskab såvel som erkendelsen af, at man står stærkere, hvis man går sammen - specielt i en ny verdensorden efter corona, med prisstigninger og generelle personaleudfordringer i branchen. 

Ambitionen lyder at skabe en virksomhed, der er både økonomisk og socialt ansvarlig og leverer bæredygtige løsninger. 

”Det er en opgave, vi løser bedre sammen,” udtaler Kamilla Seidler, stifter af Restaurant Lola, og fortsætter: 

”Bæredygtighed handler om meget mere end maden på tallerkenen, det handler ikke mindst om mennesker. Vi føler begge en pligt til, udover at servere dejlig mad, at sætte en dagsorden for en god tone, så alle glæder sig til at komme på arbejde og kan finde et frirum, hvor man passer ind..”

Hun følges op af Trine Hahnemann, der i 1996 grundlagde Hahnemanns Køkken: 

”At vi svinger rigtig godt med hinanden og dem, vi omgiver os med, er essentielt. Vi samler nu to dygtige teams med en masse energiske mennesker, der er båret af kærlighed til faget og tænker mad døgnet rundt, til ét hold, og jeg glæder mig til at se, hvor vi sammen kan komme hen,” siger Trine Hahnemann. 

De beskriver hinanden som ”noget nær et perfekt match.”

”Jeg er den erfarne kvinde med 30 år i branchen, og Kamilla er den yngre, som bringer stor gastronomisk begavelse og dynamik ind i samspillet. Udsigten er meningsfuld, når vi tager en tur op i helikopteren og kigger ud over vores madlandskab. Sammen kan vi nemlig nu tilbyde smagsoplevelser til både hverdag og fest, helt bogstaveligt fra morgen til aften, og samtidig undervise folk i alle aldre, der gerne vil lære at lave mad,” siger Trine Hahnemann om sin nye kollega, der til gengæld beskriver Hahnemann som en kulinarisk enhjørning. 

”Kok, kogebøger, catering, økologiens forkæmper, aktivist og kvinde med stort K. Nu glæder vi os til sammen at vise alt det, vi har øvet os på hele livet. At skabe gode madoplevelser i egne huse på Christianshavn og Østerbro, spændende events på Lola, frokost, rosé i solen, fællesspisning på Skt. Kjelds Plads, og ikke mindst at lære denne og den næste generation at lave mad selv,” udtaler Kamilla Seidler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter