
Konkurrencen på det danske måltidsmarked er benhård, og nu direkte årsag til, at folkene bag Rigtigmad.dk trækker stikket og begærer forretningen konkurs.
Det skriver kokken Thomas Rode Andersen, der sammen med Kristian Ørnstrup Justesen og Jens Kasper Canth Andreasen står bag Rigtigmad.dk’s, på Instagram-profil.
”Årsagen til konkursen er bl.a. en hård priskonkurrence inden for segmentet, der betød, at omsætningen ikke var tilstrækkelig sammenholdt med selskabets omkostningsstruktur. Derfor har selskabet desværre set sig nødsaget til at indlevere en konkursbegæring til Skifteretten i Roskilde,” hedder det.
Selskabet, der retteligt hedder Rmad Aps, er taget under konkurs mandag 24. januar.
”Ambitionen med Rigtigmad.dk var at give den kvalitetsbevidste forbruger et overskueligt udvalg, hvor man ikke skulle tænke over, om maden indeholdt kemikalier eller tilsætningsstoffer. Vi er meget ærgerlige over, at rejsen for os stopper her – men samtidig stolte af det, vi har nået,” udtaler direktør Thomas Rode Andersen på vegne af de tre stiftere i opslaget på Instagram.
Selskabet blev stiftet i 2017, og i det seneste regnskab for 2020 var underskuddet på 7,4 mio. kr. - mere end dobbelt så stort som i 2019. Egenkapitalen var ved regnskabets afslutning på minus 7,1 mio. kr.

Flere konkurrenter er interesserede i at købe konkursboet efter Eat Grim
Aktivitet op til Eat Grim-konkurs vækker undren hos investorer