Scandic lukker over halvdelen af sine danske hoteller

Svigtende efterspørgsel i coronakrisen får nu hotelkæden Scandic til midlertidigt at lukke 17 af sine 27 danske hoteller. (Opdateret)
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Scandic lukker midlertidigt ned for 17 af sine 27 hoteller i Danmark.

Det sker på grund af svigtende efterspørgsel som konsekvens af coronakrisen, oplyser hotelkæden i en pressemeddelelse onsdag.

Foreløbig varer lukningerne til efter påske.

Forud for lukningerne havde Scandic sendt 650 ansatte hjem på baggrund af en tidligere indgået aftale mellem Dansk Erhverv og 3F, som gælder indtil 29. marts. 

Efter 29. marts vil de hjemsendte ansatte overgå til den nye trepartsaftale om lønkompensation. 

Scandic vurderer, at yderligere 600 ansatte hjemsendes i forbindelse med de midlertidige lukninger - i alt 1250 ansatte vil dermed være hjemsendt på aftalen om midlertidig lønkompensation. 

I alt beskæftiger Scandic knap 2000 medarbejdere. 

"Coronaepidemien har haft store konsekvenser for efterspørgslen og dermed også økonomisk for vores forretning. Det betyder, at vi nu midlertidigt lukker ned for 17 af vores hoteller." 

"Nedlukningerne er en hård men nødvendig beslutning for at komme bedst muligt igennem denne krise. Vi har kort sagt behov for konsolidering af forretningen," siger Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark, i pressemeddelelsen. 

Hotelkæden vil løbende vurdere den aktuelle og lokale situation og vil åbne hotellerne igen, når efterspørgslen er tilbage. 

Scandic oplyser, at det ikke kan udelukkes, at der kan blive tale om flere midlertidige lukninger af kædens hoteller. 

Generelt er den danske hotelbranche i øjeblikket hårdt ramt af coronakrisen. 

Forleden sagde hotelkæden Comwell farvel til 250 ansatte. Det svarer til lidt under en fjerdedel af den samlede stab.

Også Comwell har midlertidigt lukket en række af sine hoteller i Danmark. Her er otte ud af 15 hoteller i Danmark midlertidigt lukket.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter