Mistede én detailkunde - lukker fabrikker og fyrer 900

Young’s Seafood skal ikke længere levere store mængder fisk til én enkelt britisk detailkæde, og derfor må laksekoncernen nu lukke fabrikker og fyre over 900 skotter.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Laksevirksomheden Young’s Seafood, der i 2014 omsatte for knap seks mia. kr., mistede for nogle uger tilbage den britiske detailkæde Sainsbury’s som kunde, og det får store følger, skriver foodmanufacture.co.uk.

I alt bliver mere end 900 medarbejdere berørt af de forestående lukninger af produktionsfaciliteterne i skotske Fraserburgh og Spey Valley, som Young’s Seafood planlægger at gennemføre inden november. Omkring 500 af medarbejderne arbejder i produktionen, mens de øvrige 400 har med handel og agentur at gøre.

Udover lukningerne vil man lægge produktionerne sammen på andre eksisterende anlæg i Grimsby, Livingston og Annan, og i den forbindelse regner Young’s Seafood med, at der opstår 200 nye job, skrev koncernen i en meddelelse tidligere på ugen. I forvejen beskæftiger koncernen omkring 2000 medarbejdere i Grimsby.

"Denne proces bliver ikke nem, men vi er nødt til at tage nogle svære beslutninger, og vi tror på at det forslag, som vi i dag (10. juli, red) har lagt frem, kan levere et afgørende og mere bæredygtigt aftryk, end det vil være muligt i en konsolideringsløsning,” udtalte Young’s Seafoods adm. direktør, Pete Ward, i forbindelse med fremlæggelsen af planerne.

Tidligere har Young’s Seafood været rygtet til salg og blandt andet norske Marine Harvest, som har overtaget Sainsbury-kontrakterne, og Thai Union Frozen Products og Mitsubishi Corporation har været nævnt som mulige købere.

De tabte kontrakter hos Sainsbury’s anslås at have en årlig værdi af omkring én mia. kr. i Young’s Seafood, og de handler hovedsagligt om friske og røgede laks.

Nordmænd ansætter nye

Marine Harvest har med de nye kontrakter løftet deres britiske tilstedeværelse og regner med at forøge arbejdsstyrken markant i den kommende tid.

Sidst i juni meldte den norske koncern således ud, at man vil forøge arbejdsstyrken ved en fabrik i byen Forsyth i den skotske region Fife fra de nuværende 90 ansatte til 350 ansatte i løbet af det kommende år. Det er altså en forøgelse på 260 og næsten en firdobling af arbejdsstyrken.

Fabrikken blev åbnet i 2014 og har hidtil været rettet mod produktion af produkter under den norske koncerns brand Harbour Salmon Co. Men selskabet forudser, at volumenerne vil blive femdoblet på grund af aftalen med Sainsbury’s.

De kommende skotske lukninger i Young’s Seafood vækker stor bekymring blandt de lokale politikere, der endnu en gang ser vigtige arbejdspladser flytte væk fra egnen omkring byen Fraserburgh, der har 12.000 indbyggere.

I et forsøg på at bevare arbejdspladserne har lokalpolitikerne hevet fat i skotske nationalpolitikere, og to lokalt valgte parlamentsmedlemmer skal snart mødes med premierminister David Cameron, skriver Undercurrent News onsdag.

Marine Harvest skærer i produktion og arbejdsstyrke i Chile

Opsigtsvækkende lakseudskiftning i britisk detailkæde

Findus-chef overvejer børsnotering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter