Øko-svin er syge ligesom konventionelle svin

Alternative svin får lige så mange anmærkninger for sygdom og skader som konventionelle, viser undersøgelse.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Økologiske svin og frilandssvin har næsten fire gange så ofte tegn på gamle brud på ribben som konventionelle industri-svin.

Og tre gange så ofte har de bylder eller sår efter halebid og betændelser, skriver Politiken torsdag.

Det viser en ny undersøgelse, der er den første af sin art herhjemme.

1,2 millioner konventionelt producerede slagtesvin og 200.000 slagtesvin produceret alternativt er over et år blevet tjekket ved ankomsten til et slagteri.

Det viser sig også, at økologiske svin og frilandssvin samlet set får lige så mange anmærkninger på grund af sygdom og skader som konventionelle svin.

"Jeg er ked af det og overrasket over tallene på dyrene i den økologiske produktion," siger Randi Vinfeldt, formand for svineudvalget i Økologisk Landsforening, til Politiken.

Chefforsker og dyrlæge i organisationen Landbrug & Fødevarer Lis Alban, der står bag undersøgelsen, understreger, at det er svært at gøre op, hvilken af de to grupper dyr, der har de værste skader:

"Det er også svært at sige, om tandpine er værre end hjernerystelse. Pointen er, at man bør sætte ind over for det hele," siger hun til Politiken.

1-3 pct. af de alternative svin har 13 forskellige sygdomstegn, som er sjældnere i almindeligt svinebrug. Omvendt lider 1-4 procent af svin fra traditionel svineproduktion af blandt andet såkaldte trykninger på benene.

Svinedyrlæge Peter Høgedal fra Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste kalder det naturligt, at grise, der lever i et mindre beskyttet miljø, hyppigere får skader.

Han slår over for Politiken fast, at især øko- og frilandssvins sår efter bid og spor af betændelser er et dyrevelfærdsproblem.

Chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Birgitte Damm er især overrasket over det samlede billede, hvor knap fire ud af ti dyr i begge grupper har spor efter sygdom og skader.

"Det er ret alarmerende," konstaterer Birgitte Damm, der hilser et nyt fokus på dyrevelfærd - også blandt øko- og frilandsgrise - velkomment.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) kalder resultaterne for bekymrende. Han mener også, at "på bundlinjen er der stadig mest dyrevelfærd i økologisk produktion og frilandsproduktion".

"De, der producerer friland og økologisk, har en endnu større pligt end de konventionelle til, at dyrene har det godt - for de markedsfører sig jo på det," siger han til Politiken.

Danish Crown køber op i Sverige

Fødevarebranchen i alarmberedskab over EU-forslag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter