Svineprisen får løft for fjerde uge i streg

Med den længe ventede EU-ordning for oplagring af svinekød, der ellers skulle have været til Rusland, er der fundet en midlertidige løsning på et stort problem. Det skaber ifølge underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling et godt grundlag for fremtidige prisstigninger, hvoraf de første allerede torsdag er blevet præsenteret for de danske svineproducenter.
"Umiddelbart vil støtteordningen lægge en bund under priserne, men samtidig er det et helt åbent spørgsmål, hvor meget initiativet kan løfte priserne. Det skyldes stor usikkerhed om, hvor mange slagterier der vil benytte ordningen, og dermed hvor store mængder der vil blive taget ud af markedet," siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling, i den seneste markedsberetning.
Han håber, at ordningen ender med at have den ønskede effekt, men med henvisning til sidste gang, der var en lignende ordning i starten af 2011, så er støttetaksterne mellem 35 og 40 pct. lavere denne gang, og det bekymrer.
"Derfor kan jeg kan godt frygte, at en del slagterier rundt om i Europa ikke finder ordningen attraktiv, og så får vi ikke det fald i udbuddet af kød, som skal drive prisstigningerne," udtaler Søren Tinggaard.
Ordningen træder i kraft mandag den 9. marts og omfatter ikke bi-produkter, så den kommer ikke til at løfte prisen på spæk, som ellers har været hårdt ramt af den manglende afsætning til Rusland, skriver Danish Crown.
Noteringen løftes i denne uge med 20 øre til 9,20 kr. Dermed er noteringen steget 80 øre i de seneste fire uger.
Danish Crown: Støtte til svinebønder er meget positivt