Sukkerroedyrkere opdager ikke tilgodehavende
De danske sukkerroedyrkere og Nordic Sugar betalte i roekampagnerne 2001-2006 161,4 mio. kr. for meget i EU-produktionsstøtte, og de penge er nu på vej tilbage til de danske producenter.
Hvis ellers roedyrkerne opdager, at der er penge at hente, og de opdager det inden fristen for tilbageførelse af penge udløber onsdag d. 15. oktober.
1300 roedyrkere er at finde på den liste, som figurerer på NaturErhvervstyrelsen, og som indeholder navnene på alle de dyrkere, som Nordic Sugar ikke har nok oplysninger på til at kunne udbetale pengene.
Find listen over de 1300 landmænd HER.
Til hjemmesiden Landbrugsavisen.dk udtaler roedyrker Ole Brinch Petersen, der selv havde omkring 80.000 kr. tilgode hos EU, at han undrer sig over, at der ikke er gjort mere for at gøre de i mange tilfælde pensionerede producenter besked om deres tilgodehavende. Han mener, at styrelsen burde have udbetalt til Nem-konto eller henvendt sig til avlerne, enten ved at sende et brev eller digital post.
Administrationschef Lars M. Petersen fra Nordic Sugar, der skal stå for udbetalingen, siger til mediet, at de alene står for udbetalingen, fordi de lå inde med kontooplysninger på tre ud af fire tidligere dyrkere. Han mener ikke, at det er Nordic Sugars ansvar at finde de rette modtagere af pengene.
"Det er sukkersektoren, der har rejst sagen og vundet den, så det er klart, at myndighederne i det mindste skal være behjælpelige med at løse forpligtelsen," siger han til LandbrugsAvisen uden at ville gå videre ind i diskussionen omkring ansvaret for udbetalingen.
Nordic Sugar indsætter ny direktør
Relaterede artikler:
Nordic Sugar tjener milliarder på driften
For abonnenter
Nordic Sugar indsætter ny direktør
For abonnenter