Seruminstitut: De fleste MRSA-dødsfald har intet med svin at gøre

Alle lande med industriel svineproduktion har svinebakterien MRSA, men det er dybest set et verdensomspændende problem med udspring i "menneske-MRSA.” Overlæge sætter debatten i perspektiv.

Stadig flere danskere bliver smittet med svinebakterien MRSA.

Det er en stafylokok, der er resistent og i ganske få, men alvorlige tilfælde kan være dødsensfarlig for mennesker, der i forvejen er svækkede. I juli i år blev mere end hundrede danskere smittet med MRSA-bakterien. Det er det højeste antal hidtil.

Udviklingen har fået Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, til at kalde udviklingen ”en epidemi, som er helt ude af kontrol."

Statens Serum Institut (SSI) er en statsvirksomhed under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvis hovedopgave bl.a. er at sikre beredskabet over for smitsomme sygdomme. FødevareWatch har bedt overlæge Robert L. Skov, Områdechef Bakteriologisk overvågning og infektionshygiejne, perspektivere den til tider stærkt ophedede debat om svinebakterien MRSA:

Hvor alvorligt er det her problem for mennesker, der arbejder i svineproduktionen og danskere i al almindelighed?

”Jo flere svin, der er positive i Danmark, jo flere mennesker vil være positive med MRSA, der er en stafylokok og den smitter ved tæt kontakt med smittede dyr og mennesker. For den enkelte person, der arbejder i en svinebesætning og er sund og rask, er risikoen for at blive alvorlig syg ret beskeden, og den type infektioner, man hyppigst  får, er infektioner i huden, som sjældent er alvorlige.

Omvendt giver det god mening, at man følger de nye råd om vask og tøjskifte. Når man vælger at arbejde med dyr, udsætter man sig for dyrenes bakterier. Det har man altid gjort, og nu har man fået et nyt problem – at man også udsætter sig for MRSA. Det er en erhvervsrisiko – en blandt mange erhvervsrisici.”

Stafylokokker i næsen

Når det er sagt, påpeger overlægen, er stafylokokker noget, som hver 3. dansker bærer i næsen – ikke MRSA, men almindelige stafylokokker, der har samme sygdomsevne som MRSA.  MRSA er ”bare” en resistent stafylokok, men den sygdomsfremkaldende egenskab ligger ikke i det at være resistent. Heri ligger, at det begrænser behandlingsmulighederne.

”Der er danskere, der har været positive med MRSA siden 2004 og aldrig haft en infektion. Cirka 20 pct. af dem, der bærer stafylokokker bærer dem hele livet uden at være syge af det, men det ændrer selvfølgelig ikke på, at der er ca. 1800 mennesker, der får blodforgiftning om året med almindelige stafylokokker, og 20-40 danskere, der får blodforgiftninger med MRSA.”

Han tilføjer, at Sundhedsstyrelsens vejledning blev ændret  i december 2012, så folk skulle meddele til deres læge, hvis de arbejder med svin. I givet fald bliver de podet, og det betyder, at man finder en masse mennesker, der er bærere af MRSA uden at være syge.

”Derfor ser vi en markant stigning i 2013, specielt fra september og frem med et ekstra hop i juli 2014.  Så vi kan være på vej yderligere op, eller det kan være udsving. Men siden september 2013 er selve stigningstakten aftaget.”

Er det primært i Danmark, vi har problemet?

”Nej, det er i samtlige lande, der har industriel svineproduktion.”

Har de problemet i samme omfang som i Danmark?

”Ja.”

Er der samme problematik i de andre lande – diskuterer de det for eksempel også i Holland?

”Nej for i Holland var problemet meget større fra starten, så der opgav man at gøre noget ved det.”

Så man måler det ikke?

”Jo, men du har ikke samme stigningstakt, for allerede fra dag 1 var 70 pct. af de hollandske besætninger positive, da man mødte problemet. Men i Danmark var det formentlig cirka 10 procent. Det betyder, at rigtig mange danske besætninger kan blive positive henover tid. Så vi er ved at nærmere os de hollandske tal. I andre lande drukner svine-MRSA fuldstændig, fordi de har så meget  hospitals-MRSA.”

Udspringer hospitals-MRSA fra svin?

”Overhovedet ikke, langt det meste MRSA kommer fra mennesker; langt det meste smitte med MRSA har intet med svin at gøre. Indtil 2004 var al MRSA problematik i verden menneske-MRSA. Men i Danmark er menneske-MRSA lav, og så fylder svine-MRSA meget.”

MRSA er en verdensomspændende problemstilling, understreger Robert Skov,  som i bund og grund er et menneskeproblem.

”Men igennem de seneste 10 år har vi også set et problem komme fra dyr, og det er tiltagende specielt i lande med lav forekomst af menneske MRSA. Dødsfald som følge af smitten med MRSA sker generelt hos meget svækkede mennesker, og de seneste tre år er der betydelig flere mennesker, der er døde af menneske-MRSA end svine-MRSA.”

MRSA-offer: Dybt frustrerende

Svinebakterien MRSA spreder sig hastigt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter