Dan Jørgensen lider nederlag om mælkebøder

De danske mælkebønder skal til fødevareminister Dan Jørgensens (S) ærgrelse forberede sig på også til næste år at skulle betale millioner i bøder, som de får for at producere mere mælk, end EU's mælkekvoter tillader.
Det står efterhånden klart efter en diskussion blandt EU's landbrugs- og fiskeriministre mandag om, hvordan mælkekvoternes bedst udfases, inden de helt afskaffes per 1. april 2015.
"Det er fjerde gang nu, vi diskuterer muligheden for at afskaffe superafgiften (som bøden kaldes, red.) eller i hvert fald give nogle lettelser i den."
"Og jeg synes, at vores store arbejde og de gode argumenter burde have ført til en anden konklusion end den, vi ser ud til at få i dag," siger Dan Jørgensen tydeligt skuffet.
Nederlag for belønning
Han siger, at der åbenbart er tilstrækkeligt med medlemslande, som vil blokere for at lave en ændring, til at EU-Kommissionen vil lade bøderne bestå indtil 2015.
"Du kan godt sige, at det er et nederlag for dem af os, der gerne vil have, at vi skulle belønne de bønder, som vil producere mere," siger han.
Mælkeproducent vil opruste markant
Landmændene kan slippe for de store afgifter ved kun at producere det, de må. Men det havde været mere formålstjenstligt at give dem lov til at forberede sig på at skulle producere mere, mener ministeren.
Forberedelse til fri produktion koster
Danmark har længe kæmpet for, at mælkekvoterne fra 1980'erne bliver afskaffet. De danske mælkebønder kan nemlig producere meget mere, end de får lov til under de nuværende regler.
For at få gearet produktionen til at kunne producere mere, når kvoterne forsvinder i 2015, overskrider mælkebønderne kvoterne - og det resulterer i store bøder.
2 pct. koster 211 mio. kr.
Ifølge Fødevareministeriet måtte mælkeproducenterne af med 211 mio. kroner i kvoteåret april 2013 til marts 2014 for at have produceret omkring to procent for meget.
EU-Kommissionen har regnet ud, at der mellem 2014 og 15 vil blive produceret så meget mælk i Danmark, at det vil give bøder på cirka 34 millioner euro - svarende til omkring 255 mio. kroner.
"Enhver mulighed, der åbner sig for, at vi kan fortsætte kampen, vil jeg selvfølgelig gribe. Men det ser meget vanskeligt ud nu," siger Dan Jørgensen.
Sønderjyske kornbrødre på toppen
Danske mælkebønder står til ny millionbøde
Relaterede artikler:
Sønderjyske kornbrødre på toppen
For abonnenter
Danske mælkebønder står til ny millionbøde
For abonnenter