To tiltalt for at ændre i laboratorierapport om listeria i laks
To mænd er tiltalt for dokumentfalsk af særlig grov karakter ved at have forfalsket laboratorierapporter i forbindelse med eksport af laks.
Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
De to - en ansat og direktøren i firmaet - anklages for i fem tilfælde at have forfalsket rapporter. Det skete i forbindelse med salg af samlet set 32,3 ton laksekød til udlandet.
Skandaleramt fiskefabrik fritstiller alle medarbejdere
Laksekødet blev solgt til kunder i Italien, England og Spanien. Kødet blev solgt over en periode på godt to måneder - fra 26. januar 2018 til 6. april samme år. Prisen lød samlet på 52.651,88 euro og 37.756,8 dollar, svarende til cirka 650.000 danske kroner.
I en af sagerne var der eksempelvis ændret i produktbeskrivelse, produktionsdato, opbevaringsvejledning og holdbarhedsdato.
I to af forholdene blev der desuden ændret i analyseresultatet om listeria, står der i anklageskriftet.
Medie: Nordjysk fiskefabrik er omdrejningspunkt i sagen
Ifølge TV2 er der tale om den nordjyske fiskefabrik Jelex Seafood, der tilbage i 2018 - gennem TV2-programmet Operation X - blev afsløret i at have manipuleret med listeriatest, således den fremstod som negativ, selv om den var positiv.
Fiskefabrik konkurs efter listeria-skandale
Fødevarestyrelsen politianmeldte efterfølgende lakseselskabet for vildledning og dokumentfalsk, ligesom selskabet senere blev afsløret i andre alvorlige overtrædelser af reglerne. I alt anmeldte Fødevarestyrelsen selskabet ni gange til politiet.
Senere, i februar 2019, blev selskabet erklæret konkurs, og kort tid efter blev samtlige medarbejdere fritstillet.
Sag om falske listeria-attester rammer nordjysk fiskefabrik
Listeria-bakterier kan føre til, at de, der spiser varen, får en listeriainfektion, hvilket kan vise sig som blodforgiftning eller meningitis hos personer med nedsat immunforsvar.
Desuden kan sygdommen være farlig for gravides ufødte barn.
I Danmark ses der normalt omkring 50 sygdomstilfælde med listeria per år. Det fremgår af Statens Serum Instituts hjemmeside.
Straffesagen mod de to mænd behandles 8. og 9. maj ved Retten i Hjørring. Det fremgår ikke, hvordan de forholder sig til tiltalen.