Royal Greenland-direktør stopper efter 11 år

Adm. direktør for Royal Greenland Mikael Thinghuus stopper til sommer efter aftale med selskabets bestyrelse.
Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Efter 11 år i front for Royal Greenland har Mikael Thinghuus sammen med selskabets bestyrelse besluttet, at han fratræder stillingen i løbet af sommeren 2022.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse, hvori det også fremgår, at der er ikke er nogen afløser på plads.

Mikael Thinghuus har været i det store grønlandske selskab med dansk hovedsæde i Aalborg siden årsskiftet 2010/2011. Den gang tiltrådte han på et tidspunkt, hvor Royal Greenland befandt sig i en dyb krise såvel finansielt som strategisk, skriver selskabet selv.

Siden tiltrædelsen i 2010 er underskud i Royal Greenland over en bred kam blevet vendt til en stribe overskud, bl.a. gennem frasalg af en lang række af de aktiviteter, Royal Greenland drev i 2011.

Provenuet fra frasalgene er brugt til at tilbagebetale den halve milliard danske kroner, selskabet modtog fra ejeren, det grønlandske Selvstyre, i forbindelse med krisen i 2010. Den anden del har Mikael Thinghuus været med til at investere i nye aktiviteter i Newfoundland og Labrador, Nova Scotia, Chile og Norge.

”Jeg har i endog meget høj grad nydt at arbejde i en lidt større sags tjeneste. Dels fordi dét at producere sunde fødevarer af tårnhøj kvalitet er meget meningsfyldt; dels fordi Royal Greenland er så helt afgørende for det grønlandske samfund og Selvstyre; og dels fordi Royal Greenland både i og uden for Grønland er en førende virksomhed i vores branche i forhold til både biologisk og social bæredygtighed,” udtaler hovedpersonen selv.

I meddelelsen udtaler selskabets formand, Niels de Coninck-Smith, at man har indledt en proces, hvor efterfølgeren skal findes, og at man regner med at det kommer til at tage et stykke tid. I den mellemliggende fase vil Mikael Thinghuus være direktør frem til en afløser er på plads.

Pandemien ramte hård

Der foreligger endnu ikke tal for udviklingen i 2021, men af meddelelsen fremgår det, at det ”vil resultatmæssigt være selskabets klar bedste år nogensinde,” og at 2022 er ”særdeles lovende.”

Tilbage i 2020-regnskabet var selskabet hårdt ramt af forandringer i de mange mange pandemihærgede markeder. Med prisfald på skalrejer, kogte og pillede rejer og hellefisk på mellem 15 og 20 pct. lykkedes det ikke at styre uden om et ekstraordinært underskud.

Omsætningen drattede med 9 pct. til i alt 4,8 mia. kr., og på resultatsiden blev et 2019-overskud før skat på 404 mio. kr. i vekslet til et underskud på 59 mio. kr.

Det endelige resultat blev yderligere påvirket af en udskiftning af et fiskefartøj, og således landede bundlinjen i minus 57 mio. kr. mod det ekstraordinære store resultat på 311 mio. kr. året før.

”2020 var ikke godt år for Royal Greenland, hvor vi blev ramt lidt dobbelt og i begge tilfælde har påvirkningen været større på grund af strategiske tiltag, vi har taget tidligere,” sagde Mikael Thinghuus tilbage i maj 2021 og henviste dels til beslutningen om at satse hårdere på foodservice oven i detailsalget i Europa, og at foodservicedelen havde det svært sidste år.

Kraftig nedgang i salget hos Royal Greenland

Fiskekæmper udvider samarbejdet med ny aftale

Royal Greenland vil sprede nettet mere ud globalt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter