Ledelsesgangene hos Arla har fået et ny ansigt i form af David Boulanger, der tiltræder som hovedansvarlig for Arlas globale forsyningskæde.
Franskmanden kommer fra en stilling i franske Danone Specialized Nutrition, hvor han var senior vicepræsident, skriver Arla i en pressemeddelelse.
Det glæder Arlas adm. direktør, Peder Tuborgh.
"Der har aldrig været et større behov for velfungerende forsyningskæder i fødevareindustrien, end der er lige nu. Med David på holdet får vi en meget erfaren leder, der kan bidrage med stærk kundeforståelse og lederegenskaber, som er nødvendige for, at vi kan navigere målrettet gennem de udfordringer covid-19 har skabt," siger Peder Tuborgh og fortsætter:
"Samtidig kommer han med klare visioner og den strategiske kapacitet, der sikrer, at vi kan fortsætte med at udvikle vores forretning på længere sigt."
David Boulanger har tilbragt hele sin karriere i fødevareindustrien, som startede i Masterfoods efterfulgt af 17 år i Danone.
"Jeg glæder mig meget til at blive en del af Arla Foods og bidrage til at skabe værdi for de landmænd, der ejer mejeriselskabet. Det er en dynamisk global virksomhed kendt for at levere høj produktkvalitet og innovationskraft. Virksomheden har en spændende portefølje af brands, der vokser på både det internationale og det europæiske marked," siger David Boulanger i pressemeddelelsen.
David Boulanger har en diplomuddannelse i ingeniørvidenskab og tiltræder stillingen i Arla 1. oktober 2020.
Tilbage i juli offentliggjorde Arla sin nye økonomidirektør i form af Torben Dahl Nyholm.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch.)