FødevareWatch

Fiskere kan få henstand på lån

Fødevareminister Mogens Jensen åbner nu for muligheden for at give fiskere henstand på lån i 2020.

125 låntagere mange af dem bornholmske fiskere kan få henstand på lån optaget i statens Fiskeribank. Foto: Cicilie S. Andersen/Ritzau Scanpix

Som i andre brancher og sektorer kan fiskerne nu også få henstand for de lån, som de 1. april ellers skulle betale afdrag og renter for. For fiskerne handler det om lån i den tidligere Fiskeribank, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge fødevareminister Mogens Jensen er det særligt for at komme den del af erhvervet, der arbejder med fersk fisk, som normalt afsættes i restaurationssektoren, der får en håndsrækning.

"Jeg ved, at situationen påfører store dele af erhvervet voldsomme konsekvenser, og at markedet for fersk højkvalitetsfisk til konsum er særligt hårdt ramt på grund af lukning af restauranterne både herhjemme og ned igennem Europa," udtaler han

Fiskeribanken, der formidlede billige lån til fiskerne, eksisterede frem til 2008. Da den blev nedlagt, overgik lånene til staten. De administreres nu af Udbetaling Danmark på vegne af Miljø- og Fødevareministeriet. Den samlede restgæld for lånene er ca. 108 mio. kr. fordelt på i alt 125 låntagere – mange af dem er bornholmske fiskere, som i forvejen er presset af lave kvoter, men nu kommer regeringen altså med en midlertidig løsning, hedder det.

Der bliver tale om en model, hvor der tilbydes henstand med april og oktober terminsydelserne 2020 indtil 28. februar 2021.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier