Flere havbrug i Kattegat: 37 ansøgninger ligger klar

Miljøstyrelsen har modtaget 37 ansøgninger om at placere havbrug i Kattegat.
Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Der er udsigt til, at flere havbrug skal anlægges i Kattegat og særligt ud for Djurslands kyst.

Det skriver TV2 Østjylland.

1. april var der ansøgningsfrist for virksomheder, der ønsker at anlægge nye havbrug i Kattegat. Og i alt er 37 ansøgninger tikket ind hos Miljøstyrelsen, men planerne møder modstand blandt miljøforeninger.

"Hvis du får tilbudt gratis industrigrunde, hvor du har tilladelse til at udlede urenset og uhæmmet, så er det ikke overraskende, at folk står i kø," Nina Bjarup Vetters, formand for den lokale miljøforening på Djursland, BLAK, til TV2 Østjylland.

Hos brancheforeningen, Dansk Akvakultur, vedkender man, at havbrug forurener.

"Man kan ikke producere fødevarer, uden at det giver et miljømæssigt aftryk," siger Brian Thomsen, der er direktør hos Dansk Akvakultur, til TV2 Østjylland.

"Men det er vores opgave at gøre det så effektivt som muligt, og altså minimere og forbedre det," lyder det videre fra branchedirektøren.

1. juni 2017 åbnede regeringen - i samarbejde med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet - for øget havbrugsproduktion i de danske farvande, hvis det sker på en miljømæssig forsvarlig måde.

Derfor åbnede de for muligheden for, at der kunne gives miljøgodkendelser til havbrugsvirksomhederne, dog med kravet om, at de skal fjerne næringsstoffer som kvælstof og fosfor fra havet.

Havbrugene skal derfor kompensere for merudledningen af næringsstofferne ved eksempelvis at opdrætte muslinger, fordi de spiser plankton, og dermed fjernes næringsstofferne, når man i sidste ende høster muslingerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også