Millionsag om fusk med slikhandel udsættes igen

For anden gang må Retten i Hillerød skubbe straffesag om svindel for i alt 21,9 mio. kr.
Foto: Colourbox/Arkiv
Foto: Colourbox/Arkiv
AF RITZAU

En straffesag om svindel for millioner med slikafgifter udsættes torsdag i Retten i Hillerød, fordi den hovedtiltalte, David Yüksel, er blevet syg.

"Han er gået ned med en depression," siger hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.

Den 37-årige, der af Frederiksborg Amts Avis er blevet kaldt "Slikfuskeren fra Harløse", anklages for at have snydt statskassen for godt 22 mio. kr. i afgifter på chokolade- og sukkervarer.

Det er anden gang, at sagen udsættes. Ifølge den oprindelige plan skulle sagen have været afgjort i sommer.

David Yüksel drev for eksempel selskabet House of Candy ApS. og var en stor grossist på slikmarkedet.

Blandt andet i Fagbladet har han været genstand for jævnlig omtale. Det skyldes især, at flere rumænske ansatte, der pakkede slik og renoverede chefens ejendom, ifølge 3F blev underbetalt groft.

I en verserende civil retssag mod David Yüksel og flere af hans selskaber kræver 3F således mere end 5 mio. kr., som de ansatte angiveligt blev snydt for. I første omgang sagde byretten ja til det halve beløb.

I straffesagen i Hillerød nægter Yüksel og den medtiltalte, der en overgang var direktør, sig skyldige.

Eks-direktøren anklages for svindel for godt fem millioner kroner. Han, der bor i Tyskland og får bistand af en tysk tolk i torsdagens retsmøde, har altså rejst forgæves til Nordsjælland.

Nu ser det ud til, at sagen kan behandles over tre dage i oktober og yderligere to dage i januar.

I retslokalet er der ærgrelse hele vejen rundt på grund af udsættelsen.

"Det er ikke, fordi min klient ikke ønsker at møde," siger advokat Michael Juul Eriksen.

"Så vil jeg ønske hr. Yüksel god bedring," siger retsformanden, dommer Kristian Lind Jensen.

I flere sager har anklagemyndigheden rejst tiltale mod forretningsmænd i den søde verden. 

Således tager Østre Landsret i den kommende uge fat på sagen mod en mand fra Slagelse, der importerede slik fra Sverige. 

Byretten i Næstved idømte ham i januar fængsel i fem år. Han har anket dommen om moms- og afgiftssvindel for cirka 37 mio. kr. til frifindelse.

Desuden skal landsretten senere vurdere sagen mod to brødre fra Korsør. 

De blev i sommer straffet med tre og to års fængsel for blandt andet unddragelse af chokoladeafgift, fusk med pantmærker og for momssvindel. Også den byretsdom er anket.

Omstridt slikgrossist stævnet for 2,3 mio. kroner

Stor slikgrossist er begravet i konkursramte og tvangsopløste firmaer

Slikfusker dømt: Skal betale 714.000 kr. i erstatning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også