Tican lukker jysk produktion

Den tyskejede slagterikoncern lukker produktionen i Tican Fresh Meat A/S i Ansager og flytter produktionen til udlandet. Det betyder, at 49 medarbejdere skal finde nyt arbejde.
Foto: /Ritzau/Rasmus Baaner,
Foto: /Ritzau/Rasmus Baaner,

Af en meddelelse udsendt tirsdag eftermiddag fremgår det, at slagterikoncernen Tican, der er ejet af tyske Tönnies, fra årsskiftet har besluttet sig for at nedlægge en produktion i Ansager.

På Ansager-produktionen fremstiller koncernen forædlede kødprodukter under Tican Fresh Meat A/S, men efter nedlukningen til nytår, skal produktionen af pølser og marinerede produkter i stedet ske på produktionsenheder i Tönnies-koncernen.

Som resultat af produktionsnedlæggelsen bliver en lang række medarbejdere påvirket.

"Det er naturligvis med beklagelse og stor vemod, at vi derfor må nedlægge de 49 arbejdspladser, der er på fabrikken i dag, og i det omfang det er muligt, vil medarbejderne blive tilbudt arbejde på en af vore andre fabrikker," udtaler Ove Thejls, adm. direktør i Tican A/S.

Meldingen om nedlæggelsen kommer godt et år efter, at Tican sidste år i august meddelte, at slagteriselskabet i samarbejde med ejerne fra Tönnies-koncernen havde planer om at flytte op mod 80 danske arbejdspladser til udlandet.

Dengang hed det, at det drejede sig om ca. 55 medarbejdere i skinkeafdelingen i Thisted og ca. 25 medarbejdere i baconafdelingen i Ansager. Meldingen blev efterfulgt af en kontramelding om, at netop Ansager-produktionen skulle være omdrejningspunktet i en ny dansk satsning, hvor der blandt andet skulle skrues op for den økologiske indsats i Tican.

Dagens udmelding får så igen tankerne tilbage på det spor, som allerede blev udlagt, da Tönnies i 2015 overtog den Thisted-baserede slagterikoncern, som i alt beskæftiger omkkring 1000 medarbejdere.

"Vi må desværre konstatere, at der ikke er økonomisk basis for at videreføre produktionen i Ansager," udtaler Ove Thejls.

Han tilføjer om nedlukningen af produktionen i Ansager:

"Ved at flytte produktionen kan vi sikre konkurrenceevnen, og derved kan vi bevare og videreudvikle sortimentet til det danske marked af forædlede produkter. Det er vores opgave at sikre en rationel drift i koncernen og udnytte de muligheder, vi har inden for koncernen."

Tidligere i år blev der også delt fyresedler ud i koncernen, da Tican som konsekvens af tabet af den store leverandør Bonusgrisen, måtte sige farvel til omkring 55 slagteriarbejdere på SB Pork-slagteriet i Brørup og hos Tican i Thisted.

Udfordrende marked lægger dæmper på salget af antibiotikafrie svin

Tican satser igen dansk efter udflytning af 80 arbejdspladser

Tican advarer mod at spare på diplomatiet

Danish Crown drager med Lidl og Aldi ud i verden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også