Udmattet kok vil af med sine tre michelinstjerner

Det er et konstant pres at holde fast i tre stjerner, derfor vil fransk kok ikke med i næste michelinguide.
Foto: Ritzau Scanpix/Ilan Brender.
Foto: Ritzau Scanpix/Ilan Brender.
AF RITZAU/AFP

Den franske stjernekok Sebastien Bras har bedt Michelins smagsdommere om at køre uden om hans restaurant, Le Suquet, i den franske by Laguiole.

Det er for stort et pres at skulle levere trestjernet kvalitet på hver eneste tallerken, som forlader køkkenet. Derfor siger den udmattede kok nu stop.

"Du bliver inspiceret to eller tre gange om året, men ved aldrig hvornår. Hver eneste ret, der ender på bordet, kan blive bedømt. Det betyder, at hver dag kan én af de 500 retter, der kommer fra køkkenet, blive vurderet," siger Sebastien Bras.

Han vil i stedet fokusere på at lave gourmetmad til restaurantens gæster frem for en mulig michelindommer.

"Måske bliver jeg mindre berømt af det, men det accepterer jeg," siger han og tilføjer, at menuen skal bjergtage gæsterne "uden at spekulere på, om retterne vil falde i Michelins smag".

Sebastien Bras har taget konsekvensen og bedt Michelin om ikke at bedømme ham i guiden for 2018.

Restauranten Le Suquet blev tildelt tre stjerner, der er det ypperste i michelinguiden, i 1999. Men nu er tiden altså inde til at begynde et nyt kapitel.

Michelin oplyser, at det er første gang, at en fransk kok har bedt om at blive droppet fra den gastronomiske guide, uden at årsagen bunder i en stor ændring i forretningen.

"Vi noterer og respekterer det," siger Claire Dorland Clauzel fra Michelin.

Hun tilføjer dog, at Sebastien Bras' anmodning ikke betyder, at Le Suquet vil blive fjernet automatisk fra gourmetguiden.

Bras er ikke den første stjernekok, der vender ryggen til Michelin. Det har en håndfuld andre restauratører også gjort det seneste årti.

Michelin-restauranter i pengeproblemer

Otte danske Michelin-restauranter tager ikke elever

Under halvdelen af Michelin-restauranterne har overenskomst

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også