MRSA-bakterier i hver anden pakke dansk svinekød

Næsten halvdelen af det danske svinekød, som blev solgt i landets supermarkeder sidste år, var inficeret med de antibiotika-resistente MRSA-bakterier, viser tal fra Fødevarestyrelsen. Myndigheder vurderer fortsat, at der ikke er nogen risiko ved at indtage smittet kød.
Foto: Peter Klint/Polfoto/Arkiv
Foto: Peter Klint/Polfoto/Arkiv
AF INGENIØREN

Næsten halvdelen af det danske svinekød, som bliver solgt i landets supermarkeder, er inficeret med de antibiotika-resistente MRSA-bakterier. Det viser en undersøgelse, som Fødevarestyrelsen gennemførte sidste år, skriver Ingeniøren.

Styrelsen analyserede i alt 305 pakker med svinekød fra den danske detailhandel. I 48 pct. af de prøver, hvor kødet stammede fra konventionelle danske grise, var der MRSA. Det samme gjaldt kun for 28 pct. af det konventionelle udenlandske kød.

Dermed er forekomsten af svine-MRSA i det danske kølediske øget markant, siden Fødevarestyrelsen sidst ledte efter bakterien i 2011. Dengang var kun 10 pct. af det danske kød inficeret.

"Det er en voldsom stigning, som afspejler den store udbredelse af MRSA i konventionelle svin," siger professor Hans Jørn Kolmos, forskningsleder inden for klinisk mikrobiologi på Odense Universitetshospital, til Ingeniøren.

Fem år siden seneste undersøgelse

Fødevarestyrelsens seneste undersøgelse viste, at 68 pct. af de konventionelle danske besætninger med slagtesvin har MRSA.

Der er gået fem år mellem undersøgelserne, fordi en styregruppe under Danmap-projektet, der kortlægger udbredelsen af antibiotikaresistens i Danmark, i 2011 anbefalede at nedprioritere målinger i kødet. Det skyldes, at de danske sundhedsmyndigheder vurderer, at svine-MRSA ikke smitter mennesker, som spiser eller håndterer kødet, men derimod de medarbejdere i landbruget og på slagterier, der arbejder med svin.

Alligevel mener Hans Jørn Kolmos, at det er på sin plads, at det nu endelig igen er blevet undersøgt, hvor udbredt MRSA er i kølediskene.

"MRSA i svinekød er ikke den dominerende smittevej for mennesker. Men vi skal huske på, at i 12 pct. af de tilfælde, hvor vi registrerer svine-MRSA i mennesker, kan vi ikke føre det tilbage til kontakt med svin. De fleste af de 12 pct. bliver nok smittet gennem andre mennesker, men kød er også en mulighed," siger han til Ingeniøren.

"At kød ikke er den dominerende smittekilde, er ikke det samme som at sige, at risikoen for at blive smittet er nul. For det er den altså ikke. Der er påvist en smittevej fra kalkuner til mennesker, som helt klart er sket gennem kødet," påpeger Hans Jørn Kolmos.

"Stærkt bekymrende"

Også formand for Ingeniørforeningens Levnedsmiddelselskab (LEVS), Karin Froidt, afviser at bagatellisere fundene.

"Det er stærkt bekymrende, at vi ser de stigninger i forekomsten af MRSA," siger hun til Ingeniøren.

"Med den viden, vi har på nuværende tidspunkt, tyder intet på, at smitten overføres til mennesker fra kødet. Men derfor skal det ikke være der alligevel. Vi vil have rene fødevarer, og vi vil ikke have, at der skal være bakterier, som gør personalet i produktionen syge."

Lander hos ministers ekspertgruppe

Fødevarestyrelsen vil oversende undersøgelsen af MRSA i svinekød til den ekspertgruppe, som fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har gennedsat for at komme med anbefalinger til, hvordan den resistente bakterie skal bekæmpes. Eksperterne skal blandt andet tage stilling til, hvorvidt der skal sættes ind over for slagterierne, så de ikke kontaminerer kødet. Det fremgår af det svar til Folketingets sundhedsudvalg, hvori undersøgelsen af offentliggjort.

Der kan være god grund til at kigge slagterierne efter i sømmene, mener overlæge Hans Jørn Kolmos. Han fremhæver, at MRSA ikke sidder i kødet, når grisene kommer ind til slagterier, men derimod på huden og i snuden.

Samtidig er kun 6 pct. af de økologiske grise ifølge den seneste kortlægning inficeret med MRSA. Fødevarestyrelsens undersøgelse af supermarkedernes kølediske viser derimod, at det gælder 32 pct. af kødet fra økologiske svin.

"Slagterierne er ikke særlig gode til at fjerne bakterierne. Tværtimod ser det ud til, at de bliver spredt i slagteprocessen," siger Hans Jørn Kolmos.

L&F: Ikke et fødevaresikkerhedsproblem

I Landbrug & Fødevarer peger dyrlæge og chefkonsulent Jan Dahl på slagteriernes såkaldte ventestier, hvor de levende dyr står inden slagtning, som smittevej.

"Svinene smitter desværre hinanden hele vejen til slagtning," siger han til Ingeniøren.

Landbrugsorganisationen er ikke bekymret over, at der er MRSA-bakterier i hver anden pakke med svinekød.

"Vi var helst foruden, men det er vigtigt at fastholde, at det ikke er et fødevaresikkerhedsproblem," understreger Jan Dahl.

Han afviser derfor også, at det er nødvendigt at gribe ind på slagterierne og sikre svinekød uden MRSA i kølediskene.

"Men vi er altid bekymrede, hvis det giver dansk kød et dårligt ry."

Vanskeligt at sammenligne

At det danske kød i Fødevarestyrelsen har højere forekomst af MRSA end det udenlandske, ser han som et udtryk for, at det er vanskeligt at sammenligne.

"Det kræver, at man udtager fuldstændigt standardiserede koteletter fra Danmark og Tyskland," eksemplificerer han og henviser til udenlandske undersøgelser, der viser lige så højt indhold af MRSA i kød.

Da Ingeniøren beder om at få dem tilsendt, bakker han dog på det udsagn, da det viser sig, at undersøgelserne er gennemført, før svine-MRSA blev et udbredt problem.

Jan Dahl understreger i øvrigt, at MRSA kun ser ud til at være et problem for de slagterimedarbejdere, som håndterer levende grise, ikke de, som udelukkende arbejder med kødet.

Det lykkedes trods gentagne henvendelser tirsdag ikke at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Ingeniøren.)

Minister vil løse MRSA-problem med internet-kursus

Tidligere V-fødevareminister afviser negligering af MRSA

MRSA-sag starter debat om forskningsfriheden i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også