Østjylland oplever mangel på økologisk oksekød

Økologisk malkekvæg slagtes senere på grund af højere mælkepriser. Det kan mærkes hele vejen ned i de østjyske kølediske.
Foto: Thomas Yde
Foto: Thomas Yde
AF TV 2 ØSTJYLLAND

Mange østjyske forbrugere med en forkærlighed for økologisk hakket oksekød bliver i disse uger ofte mødt af en tom køledisk i deres lokale supermarked.

"Det har været lidt en udfordring siden årsskiftet at få det økologiske kød," siger Michael Bonde Pedersen, købmand, Rema 1000 i Randers.

Han har de seneste uger flere gange oplevet, at køledisken i hans butik har været tom.

"Vi havde en kampagne i sidste uge, hvor vi fik varerne hjem lørdagen før. Vi skulle have haft 20 kasser hjem, men vi fik kun otte, og det er selvfølgelig lidt uheldigt. Om tirsdagen skulle vi have 10 kasser hjem, men fik kun to," siger Michael Bonde Pedersen.

Slagteri mangler dyr

Det er slagteriet Friland, der leverer det økologiske kød til den lokale Rema 1000-butik. Og hos det økologiske slagteri må de i disse dage jævnligt sige nej til de ordrer, de modtager.

"I øjeblikket sker det på ugentligt basis, at vi underleverer i forhold til det, vi kunne have solgt. Det skyldes, at vi har færre dyr til slagtning, end vi havde regnet med. Normalt har vi på den her tid af året en del flere dyr, end vi har om sommeren, men på grund af høje mælkepriser oplever vi, at flere dyr bliver hos landmændene længere, end de plejer at gøre," forklarer Henrik Biilmann, direktør for Friland.

En af de økologiske landmænd, der venter med at sende sine køer til slagtning, er Mikkel Juhl Nielsen fra Følle på det sydlige Djursland. Han har i alt 160 jerseykøer, og på grund af de høje mælkepriser bliver køerne sendt til slagtning seks måneder senere end normalt — simpelthen for at få dem til at give så meget mælk som muligt inden slagtning — og det er en god forretning for landmændene.

"Fordi vi har ventet med at slagte nogle af dem og i stedet haft dem gående i længere tid, har vi på årsbasis tjent omkring 50.000 kr. ekstra," siger Mikkel Juhl Nielsen.

Må væbne sig med tålmodighed

Ifølge Henrik Biilmann fra Friland er der desværre meget, som tyder på, at manglen på økologisk hakket oksekød vil fortsætte et godt stykke tid endnu.

"I kraft af at rigtig mange dyr bliver i mælkeproduktionen og bliver ude hos landmanden for at give mælk, så er der desværre ikke så meget, vi kan gøre. Vi skal væbne os med tålmodighed. Desværre en stor tålmodighed, fordi vi først har glæde af den udvidelse, vi i øjeblikket ser i mælkeproduktionen, om to til tre år," siger Henrik Biilmann, direktør for Friland.

(Denne artikel af videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af TV 2 Østjylland.)

Mangel på råvarer udfordrer Friland midt i rekordregnskab

Danish Crown køber tysk milliardforretning på grund af forædling og økologi

Friland: Vi har ikke nok øko-svin til at mætte markedet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også