Anklager: Kvinde straffet for mildt for momskarrusel med ost og kylling

28 mio. kr. blev de offentlige kasser snydt for, da en kvinde deltog i et nøje tilrettelagt svindelnummer i forbindelse med handel med fødevarer. Statsadvokat har anket sagen til Landsretten.
Foto: Joachim Adrian / Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Adrian / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

28 mio. kr. blev de offentlige kasser snydt for, da en kvinde deltog i et nøje tilrettelagt svindelnummer i forbindelse med handel med kyllingekød og ost.

Fra et kontor på Sydvestvej i Glostrup havde den 27-årige direktør travlt.

Hun bestilte varer, udskrev fakturaer og ordnede bogholderiet - og drejede en såkaldt momskarrusel rundt og rundt.

Kriminaliteten har haft professionel karakter, har Københavns Byret fastslået. Alligevel kan det ende med, at hun ikke skal afsone bag tremmer.

Ganske vist er straffen udmålt til fængsel i tre år og seks måneder.

Men kun de seks måneder er af byretten gjort ubetinget, og dermed er der mulighed for, at hun kan afsone i fodlænke.

Begrundelsen er, at hun havde en "underordnet, men dog nødvendig og ikke uvæsentlig rolle i afgiftsunddragelserne".

Dommen er dog en ommer, fordi den er for mild, mener anklagemyndigheden.

Derfor har Statsadvokaten i København anket til Østre Landsret.

Ifølge byrettens dom skal hun af med en tillægsbøde på 28,6 mio. kr. Desuden konfiskeres de penge, hun har stående på konti i Abu Dhabi Islamic Bank i Abu Dhabi og i Emirates NBD i Dubai.

Fem ud af otte dømte skal i Landsretten

Hendes kæreste, 40-årige Khurram Tasneem Qureshi, har opholdt sig jævnligt netop i Dubai.

I affæren havde han rollen som bagmand og er idømt fængsel i syv år. Han har besluttet at acceptere dommen.

Noget af udbyttet ved momssvindlen har han brugt til at købe to ejendomme i Dubai for. Værdien er cirka 11 mio. kr.

Hovedmandens lillebror, Tanzeel Qureshi, er af byretten idømt ubetinget fængsel i fire år. I hans tilfælde er bøden fastsat til 51 mio. kr.

Han har anket til landsretten for at blive frifundet. Selv om han havde titel af direktør i flere selskaber, havde han ikke noget med driften at gøre, har han forklaret. Han ville bare hjælpe sin storebror.

Derimod har Ahmad Shakeel Neimat på 51 år opgivet at gå videre med byrettens dom, der lyder på fængsel i fire år og seks måneder og en tillægsbøde på 63 mio. kr.

I alt fandt Københavns Byret otte personer skyldige. Anden halvleg i landsretten kommer til at angå fem af dem.

Svindlede med ost og kylling i Danmark: Nu mister han skydevåben og ejendomme i Dubai

Metro skal for retten i straffesag i foråret

Sodavandssvindlere anklaget for etiketfup - og forsøg på bestikkelse af Skat

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også