Svindlede med ost og kylling i Danmark: Nu mister han skydevåben og ejendomme i Dubai

Flere dømte i sag om momssvindel med kyllingekød i København får en stor del af straffen gjort betinget.
Foto: Kamran Jebreili/AP
Foto: Kamran Jebreili/AP
AF RITZAU

Selv om de har begået økonomisk kriminalitet for tocifrede millionbeløb, skal flere af de dømte i en stor sag om momssvindel blot tilbringe nogle måneder i et fængsel.

Københavns Byret har tirsdag bestemt, at en stor del af straffen til fire mænd og en kvinde skal gøres betinget.

Alle deltog i en såkaldt momskarrusel i forbindelse med handel med kyllingekød og andre varer.

En af dem er en 27-årig kvinde. Hun medvirkede til unddragelse af godt 28 mio. kr.

Byretten har fastsat hendes straf til fængsel i tre år og seks måneder, men kun seks måneder skal afsones. Resten gøres betinget.

En 31-årig mand, der studerer ledelse på et universitet, er idømt to år og seks måneder for 17 mio. I hans tilfælde kan han nøjes med at afsone fem måneder.

Et tredje eksempel er en mand, der har 12 ansatte i sit firma, og som blandt andet har arbejdet som parterapeut.

Hans svindel for 12 mio. kr. giver fængsel i to år, men også for hans vedkommende skal han afsone i fem måneder.

Byrettens begrundelse er, at de dømte ikke fungerede som ledere i det stort anlagte kriminelle projekt.

De har haft en "en mere underordnet, men dog nødvendig og ikke uvæsentlig rolle" i afgiftsunddragelserne, kan man læse i dommen.

Denne beskrivelse hæftes også på den førnævnte 27-årige kvinde, selv om hun havde rollen som direktør og bestyrelsesmedlem i et af de selskaber, svindlen foregik i.

De ovennævnte og de øvrige dømte i sagen overvejer, om de vil anke dommen til Østre Landsret.

I alt er otte fundet skyldige i forskelligt omfang.

I den nedre ende af spektret skal to mænd dels afsone tre måneder og dels udføre samfundstjeneste i henholdsvis 200 og 150 timer.

En af hovedmændene er den 39-årige ingeniør og markedsøkonom Khurram Tasneem Qureshi.

Han gøres ansvarlig for moms- og skatteunddragelser for 63 mio. kr.

En del af udbyttet investerede han i to ejendomme i Dubai, som blev erhvervet for 11 mio. kr.

Qureshi er idømt fængsel i syv år, men det skyldes også et par revolvere og en pistol.

Beviserne har politiet blandt andet hentet på aflytninger og på at trække oplysninger ud af computere og telefoner.

Dommen er på 252 sider.

Direktører svindlede med kyllingekød og ost for millioner

Omstridt slikgrossist stævnet for 2,3 mio. kroner

Direktører beskyldes for komplot med kyllingemoms

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også