McDonald's vil lukrere endnu mere på Pokemon-dille i Japan

McDonald's Japan har allerede set sin aktiepris skyde i vejret, efter man begyndte at give Pokemon-figurer med sine Happy Meals i sidste uge. Nu har selskabet også indgået et samarbejde med Nintendo om lanceringen af Pokemon Go i Japan, hvilket har skubbet yderligere til aktien.
Pokemon Go-enthusiaster på jagt efter virtuelle væsner i den amerikanske by San Francisco. | Foto: Marcio Jose Sanchez/AP/POLFOTO
Pokemon Go-enthusiaster på jagt efter virtuelle væsner i den amerikanske by San Francisco. | Foto: Marcio Jose Sanchez/AP/POLFOTO

Enhver, der følger med i cykelløbet Tour de France, ved, at det er en god idé at lægge sig på hjul, når man ser en rytter med gode ben på dagen suse op ad et bjerg. Og det er nogenlunde den samme taktik, som den japanske afdeling af fastfood-kæden McDonald's benytter sig af i disse dage.

For nylig kunne Bloomberg berette, at McDonald's Holding Company Japan havde set sin aktiepris stryge til vejrs, efter man var begyndt at give Pokemon-figurer væk med sine børnemenuer, de såkaldte Happy Meals. Både forbrugere og investorer flokkes nemlig til alt, hvad der har bare den mindste berøring med det ultrapopulære mobilspil Pokemon Go i disse dage. Den interesse har McDonald’s set sit snit til at lukrere lidt på, men det stopper tilsyneladende ikke der.

Ifølge Bloomberg har McDonald's Japan nu også annonceret, at man arbejder sammen med udviklerne af Pokemon Go om at få lanceret mobilspillet i Japan, hvor det endnu ikke er officielt tilgængeligt. Fastfood-selskabet kom med meldingen onsdag, og allerede torsdag var aktien skudt op med yderligere 10 pct., skriver nyhedsbureauet.

Og det voldsomt populære mobilspil, som sender spillerne ud i den virkelige verden for at "fange" Pokemon-væsner med deres mobiltelefoner, forventes også at have en mærkbar effekt for McDonald's Japans egentlige forretning. Det forventes nemlig, at restauranter og detailforretninger kan blive samlingssteder for de ivrige Pokemon Go-spillere.

"Partnerskabet med Pokemon vil ændre McDonald's fra blot en burger-restaurant til noget nyt og anderledes - som et sted, hvor folk mødes og hænger ud," siger analytikeren Seiichiro Samejima fra Ichiyoshi Research Institute til Bloomberg.

"I bedste fald kan McDonald's Japan få alle de kunder tilbage, som de har mistet fra fødevareskandalerne," tilføjer han med henvisning til en række uheldige sager om manglende fødevaresikkerhed, som har ramt fastfood-kæden i Japan i de senere år.

Analytikeren mener, at det nye partnerskab kan være med til at sikre burgerkæden et driftsresultat på op mod 10 mia. yen (637 mio. kr.) i sin japanske forretning i år. Hans tidligere estimat lå på blot 4,1 mia. yen, mens selskabet selv har forventninger om at lande 3,3 mia. yen fra driften i regnskabsåret fem til udgangen af december.

Pokemon-dille sparker McDonald’s i gang i Japan

McDonald's i Japan lokker med pommes frites af det pureste guld

McDonald's nærmer sig overskud i Japan

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også