Storinvestoren Angola
For tredje år i træk blev Luanda i juni kåret som verdens suverænt dyreste by at bosætte sig i. Med en gennemsnitlig husleje for en toværelses lejlighed tæt på 60.000 kr. og 115 kr. for en burger med cola distancerer Angolas hovedstad sig med længder fra opkomlinge som Hongkong, New York og København.
Det har nu langt fra holdt udlændinge borte. Siden afslutningen af godt et kvart århundredes borgerkrig i 2002 har landet været et veritabelt vækstmonster med gennemsnitlige rater på over 10 pct. årligt, hvilket under finanskrisen fik langt over 100.000 til at indvandre fra Portugal.
I det hele taget har magtforholdet til den tidligere kolonimagt særegent. Fraset Sydafrika er Angola det afrikanske land, der suverænt investerer mest i udlandet – mere end 40 mia. kr. i 2013 – med Portugal som absolut størst modtager.
Stærk familie
Summen af angolanske investeringer blev i 2013 anslået til godt 100 mia. kr. I alt fra portugisiske medier til energi, landbrug og banker. Eksempelvis er hovedaktionærerne i Banco BPI og Millennium BCP, der er i gang med at fusionere sig til Portugals største bank, henholdsvis Angolas statsejede olieselskab Sonangol og Angolas – og Afrikas – yngste og eneste kvindelige dollarmilliardær, Isabel dos Santos.
Billedet af en progressiv solstrålehistorie er dog noget fortegnet.
Eksempelvis kan Isabel dos Santos far, José Eduardo dos Santos, i september fejre 36 år som Angolas præsident, hvilket gør ham til klodens næstlængst siddende leder foran Zimbabwes Robert Mugabe og Irans ayatollah Khamenei. Grundstenen til datterens formue på anslået 21 mia. kr. ligger måske i Angolas plads som 161 af 174 på Transparacy Internationals korruptionsliste.
Som forhenværende sovjetisk proselytstat fulgte Angola nidkært med i Ruslands kleptokratiske overgang i 1990’erne. Magteliten har fingrene langt nede i landets diamantminer og er fedtet så meget ind i Sonangol, der genererer 90 pct. af landets eksport, at IMF under en gennemgang af statsbudgettet i 2012 måtte konstatere, at mere end 200 mia. kr. var forsvundet på tre år. De måtte posteres som ”Kvasi-fiskale operationer” mellem stat og olieselskab.
De fleste lever i slum
At Luanda er verdens dyreste by er på samme vis en kvasi-sandhed. Uden for de sikrede områder, tilflytterne bor i, lever to tredjedele af hovedstadens befolkning i slum. Mens den opskruede burgerpris skyldes miserabel infrastruktur; f.eks. produceres der mindre el i Angola end i miniputstaten Kosovo.
For selv om Angola er sub-Sarahas tredjestørste økonomi, er størstedelen af landet dybt forarmet. To tredjedele af befolkningen har under to dollar om dagen, en sjettedel lever ikke til de er fem år, hvilket gør børnedødeligheden til verdens højeste, og den gennemsnitlige levealder på 52 år er klodens femtelaveste.
Landet kommer ligeledes ind på en global femtesidsteplads på Forbes seneste liste over de bedste lande at gøre forretning i. Uden at det dog har holdt især Kina tilbage.
Mens Angola er blevet kinesernes næststørste leverandør af olie efter Saudi-Arabien, er Kina modsat blevet angolanernes altdominerende bankforbindelse og byggematador med omkring 450 statsejede og private selskaber i landet. Sidste år udvekslede landene olie mod likvider, lån og investeringer for 250 mia. – lige så meget som den samlede handel med Angolas 10 næststørste landepartnere.
Olieprisfald gør ondt
Afhængigheden af ét råstof og ét land betyder imidlertid, at det sydvestafrikanske land er hårdere ramt end de fleste af de knæfaldne oliepriser og afmatningen i Kinas økonomi. I juni nedjusterede Verdensbanken sit vækstskøn for Angola fra 5,3 til 4,5 pct. i år og 3,9 pct. næste år, mens IMF gjorde det samme i april.
I de første otte måneder af 2015 har møntfoden kwanza tabt en femtedel af værdien over for dollaren. Inflationen ventes at være tocifret ved årets udgang. Og selv om regeringen har skåret en fjerdedel af årets statsbudget, har den alligevel måttet søge om lån hos alle fra Verdensbanken til Goldman Sachs og selvfølgelig vennerne i Kina. Samlet håber regeringen at skrabe 100 mia. kr. sammen i år.
Ledelsen hævder dog, at Angola står godt rustet til at klare skærene, fordi landet de seneste år har spredt sine investeringer til andet end olieproduktion. Blandt andet gennem en milliardfond, der ledes af José Filomeno dos Santos – præsidentens søn.
Modsat hæftede ratingbureauet Moody’s sig imidlertid ved udsigten til mere olieproduktion, da den i marts undlod at nedgradere Angola fra sin nuværende Ba2-rating. Sidste april underskrev et konglomerat anført af Total en aftale på godt 100 mia. kr. i et gigantisk offshoreprojekt, der skal gøre landet til Afrikas næststørste olieland efter Nigeria med en produktion på to mio. daglige tønder.
