Medie: Coop kræver svar fra skandaleramte Atea

I halen på at en række højtstående medarbejdere er blevet sigtet for bestikkelse i it-virksomheden Atea, forlanger en række bekymrede kunder, heriblandt Coop Danmark svar på en række spørgsmål.
Det skriver Berlingske.
Ligesom blandt andet forsikringsselskabet Tryg har detailkoncernen lavet en stor aftale med Atea om leveringen af en række it-løsninger, men efter at it-virksomheden nu har fået en bestikkelsessag på halsen, kræver Coop en forklaring eller to.
"Vi har meddelt Atea, at vi har nogle bekymringer, som de bliver nødt til at svare på. Men ikke noget graverende. Bekymringerne går på, hvordan Atea håndterer sagen. Derudover ser vi gerne, at det i den konkrete sag ikke viser sig, at der er sket meget mere end det, Atea allerede har været ude at sige, siger René Munk-Nissen, der er it-direktør i Coop til avisen.
Coop Danmark, Region Sjælland samt Aarhus og Københavns Kommuner gransker for øjeblikket også forholdet til it-virksomheden.