Nestlé skærer 15 pct. af afrikansk arbejdsstyrke

Den schweiziske fødevaregigant Nestlé er tvunget til at skære 15 pct. af sin arbejdsstyrke på tværs af 21 afrikanske lande fra.
Det skriver Financial Times.
Afrika nævnes ofte som det næste store vækstmarked for fødevare- og drikkevareindustrien, og sådan har man også set på det i Nestlé.
Men man må nu sande, at man har overvurderet vækstmulighederne fra den voksende middelklasse, siger Cornel Krummenacher, der er direktør for Nestlés afdeling for de afrikanske lande omkring ækvator. Den region tæller i alt 21 lande, herunder blandt andet Kenya, Angola og DR Congo.
”Vi regnede med, at det her ville blive det næste Asien, men vi er blevet klar over, at middelklassen her i regionen er ekstremt lille og ikke for alvor vokser,” siger Cornel Krummenacher, som overtog styringen af Nestlés forretning i regionen i september sidste år.
Direktøren siger til Financial Times, at man langt fra kan leve op til de vækstprognoser koncernen opstillede for den afrikanske forretning i 2008. Man har været tvunget til at lukke kontorer i Rwanda og Uganda og halvere produktionen, mens man muligvis også må lukke nogle af sine 15 lagre i regionen inden september i år.
Cornel Krummenacher forudser, at man højst kan opnå en årlig vækst på 10 pct. i de kommende år, hvis man er heldig.
Nestlé har ellers satset stort på Afrika i de senere år, og i de seneste årti har man investeret næsten 1 mia. dollars (6,63 mia. kr.) i sin forretning på kontinentet.
Nestlé taber mindst 330 mio på tilbagekaldelse
Kenyanske supermarkeder stopper salget af Nestlés nudler