Nestlé trækker populære nudler efter indisk stormvejr

Nestlé har valgt at trække sit populære produkt, Maggi Noodles, fra det indiske marked.
Beslutningen om at stoppe salget af nudlerne kommer efter, at en kontroltest har vist, at produktet tilsyneladende indeholder et for højt niveau af bly.
Mindst seks indiske stater og en række detailkæder har samtidig valgt at forbyde Maggi Noodles, der står for cirka en femtedel af Nestlés omsætning i landet, hvilket svarer til cirka 300 mio. amerikanske dollars.
Sagen har skabt en massiv mediestorm i Indien og medført, hvad flere medier kalder for den største fødevareskandale i mindst et årti.
Trods det afviser Nestlé, at der en sundhedsrisiko forbundet ved at spise nudlerne, der står for 80 procent af markedet og er en af de mest populære snacks i Indien.
"Desværre har den seneste udvikling og ubegrundede bekymring skabt en tilstand af forvirring hos forbrugerne i en sådan grad, at vi har valgt tage produktet af hylderne, selv om at det er ufarligt," skriver koncernen i en meddelelse.
Paul Bulcke, adm. direktør i Nestlé, er samtidig til stede i den indiske hovedstad, New Delhi, hvor han fredag forsøger at gyde olie på vandene.
"Vi er en virksomhed, der er afhængige af vores kunders tillid. Derfor vil vi gøre, hvad end der skal til for at imødekomme den ubegrundede forvirring, og vi vil samarbejde med de lokale myndigheder," siger han til NDTV.
Topchefen fortæller samtidig, at Nestlé selv har udført omfattende af tests af Maggi Noodles uden at konstatere nogen sundhedsrisiko. Derfor forventer han også, at de populære kviknudler snart vil være tilbage i handlen.
Avis: Store brands skylles ud af amerikansk sundhedsbølge