Alm. Brand: 2015-forventningerne vil løfte Novozymes-aktie

Med en enkelt skønhedsplet godkender analytiker fra Alm. Brand Markets Novozymes-regnskabet. 2015-udsigten får aktien til at stige fra morgenstunden.
Foto: Novozymes/ PR
Foto: Novozymes/ PR

Det er umiddelbart et godkendt regnskab med en skønhedsplet, som Novozymes har leveret tirsdag morgen. Det vurderer analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen. Han anser 2015-forventninger for så tilpas positive, at de i sig selv kan sørge for, at aktien stiger 2-3 pct. fra åbningen.

"Man må bare sige, at denne her guidance for 2015 på indtjeningsniveau ligger 2-3 pct. højere end markedets, så det er absolut stærkt," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Novozymes venter i 2015 en salgsvækst i kr. på 13-15 pct. samt en overskudsgrad på 26-27 pct. Det skal sammenlignes med analytikernes forventning om en margin på 25,9 pct. samt en salgsfremgang på 12,8 pct.

I fjerde kvartal landede Novozymes et overskud af primær drift på 843 mio. kr. mod ventet 800 mio. kr., blandt analytikere, som SME Direkt havde talt med. Derimod var omsætningen på 3181 mio. kr. lavere end de 3214 mio. kr., som analytikere havde ventet.

"Det trækkes primært af vaskemiddelenzymer, og det er ikke noget godt signal, og er absolut ikke godkendt. Salget af vaskemiddelenzymer har i det seneste år været udfordret og er svinget mere, end vi har været vant til, og det er regnskabets skønhedsplet," vurderer Michael Friis Jørgensen.

Han peger desuden på, at det er engangsindtægter, der står bag hovedparten af den positive afvigelse, når det kommer til driftsindtjeningen i fjerde kvartal.

Novozymes erkender desuden i regnskabet, at det ikke er gået helt så godt som forudset vækstmæssigt i den seneste strategiperiode og lancerer nye lavere langsigtede mål for væksten i sit regnskab for fjerde kvartal. Til gengæld løftes målsætningen for indtjeningen. Frem mod 2020 har enzymproducenten et mål om en gennemsnitlig organisk salgsvækst på 8-10 pct. om året mod tidligere mindst 10 pct.

Overskudsgraden skal være mindst 26 pct. og afkastet af den investerede kapital mindst 25 pct.

Ændringerne bør dog ikke komme som en overraskelse for markedet, vurderer Michael Friis Jørgensen.

"Det er selvfølgeligt negativt, at der ændres til 8-10 pct., men vi har i de seneste år kunnet se, at markedsvæksten i enzymmarkedet ikke har godtgjort, at man ville nå 10 pct. Så det er noget, der efter min bedste overbevisning allerede ligger i de langsigtede forventninger. Endelig hæves forventningerne til marginen og ROIC, men i klassisk Novozymes-stil blot til det niveau, der leveres nu," siger Michael Friis Jørgensen, der af samme grund vurderer, at de langsigtede forventninger får en neutral indflydelse på aktiekursen.

Novozymes kigger ind i positivt 2015 med ny strategi

Capnova slår til med første fødevareinvestering i 2015

Novozymes: Salgsvæksten fulgte forventningerne i kvartalet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter