Fødevarestyrelsen underskriver aftale med Rusland

Fødevarestyrelsen har underskrevet en aftale med de russiske myndigheder, der kan føre til, at Rusland genåbner for import af animalske biprodukter.
Aftalen blev underskrevet i torsdags på et møde i Moskva, hvor de franske, hollandske og italienske myndigheder også var til stede for at diskutere de midlertidige restriktioner, der blev indført i oktober.
Aftalen indebærer, at de russiske veterinærmyndigheder, Rosselkhoznadzor, besøger syv danske virksomheder, der eksporterer biprodukter til landet, for at sikre ved selvsyn, at de overholder de gældende toldregler.
Kontrolbesøgene finder sted i løbet af december og januar, og hvis alt går som planlagt, vil embargoen mod animalske biprodukter, der har ramt dansk eksport for 30 mio. kr., blive ophævet i starten af det nye år.
Det oplyser Fødevarestyrelsen til FødevareWatch.
”Vi har holdt et møde med russerne i torsdags sammen med en lille kreds af lande, og så har vi forhandlet nogle vilkår på plads, der betyder, at vi får lov til at åbne for vores eksport, når der har været inspektion fra de russiske myndigheder,” siger Troels Vensild, kontorchef for international handel.
Et skridt i den rigtige retning
Forbuddet mod import af biprodukter trådte i kraft for lidt over en måned siden efter, at myndighederne fandt rester af antibiotika og tungmetaller i produkter fra flere europæiske lande.
Blandt andet fandt de russiske myndigheder ulovlige koncentrationer af antibiotika i produkter fra én dansk virksomhed, som Fødevarestyrelsen nu er i færd med at undersøge.
Ifølge Landbrug & Fødevarer stod markedet sidste år for en fjerdedel af den danske eksport af biprodukter, men da svinekød allerede er omfattet af det russiske forbud mod vestlige fødevarer, er det primært biprodukter fra oksekød, der er ramt af de midlertidige restriktioner.
”Vi håber, at denne tekniske aftale kan bidrage til en gradvis normalisering. Vi arbejder i hvert fald på at løse problemerne på et teknisk niveau, og det er den her aftale et udtryk for,” siger han.
Foruden de danske myndigheder har de franske, hollandske og italienske fødevarestyrelser også skrevet under på aftalen, der er en såkaldt protokol, hvilket betyder, at den ikke er juridisk bindende men i stedet skal opfattes som en hensigtserklæring.
Rosselkhoznadzor har samtidig udsendt en meddelelse, hvor man bekræfter, at man er klar til at genåbne for import af biprodukter, hvis inspektionerne af blandt andet de syv danske virksomheder ikke viser på tegn på overtrædelser.
Fødevarestyrelsen: Russerne mistænker én dansk virksomhed