Utilfredsstillende regnskab fra Tican

Kødkoncernen Tican matcher Danish Crown i forhold til udbytte til andelshavere - men bundlinjen skuffer som følge af Ruslandskrisen, og der tæres på egenkapital. Konkurrenceevnen er intakt, siger formand.
Jens Jørgen Henriksen, bestyrelsesformand i Tican. | Foto: Polfoto/Stine Bidstrup/Arkiv
Jens Jørgen Henriksen, bestyrelsesformand i Tican. | Foto: Polfoto/Stine Bidstrup/Arkiv

Danmarks næststørste kødkoncern, Tican, måtte efter et skuffende regnskabsår tære på egenkapitalen for at matche storkonkurrenten i udbyttebetaling, den såkaldte restbetaling.

Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskabsår, der afsluttedes ultimo september 2014.

”Det har været et hårdt år for Tican, og samtidig er den forventede prisstigning på slagtesvin jo udeblevet”, siger formand Jens Jørgen Henriksen og tilføjer:

 ”Selv om foderpriserne også har været faldende, ændrer det ikke ved, at det samlet set har været et meget skuffende år for producenterne. På trods af at indtjeningen i Tican har været presset, indstiller vi en restbetaling, der matcher markedet. Det trækker på den frie egenkapital i år, men Tican er grundlæggende en robust virksomhed. Trods et år med modgang, har der været meget fokus på omstilling og effektiviseringer, så konkurrenceevnen forbliver intakt.”

Omsætningen i koncernen udviste en fremgang på 108 mio. kr. og landede på 5,2 mia. kr. i 2013/14. Resultatet af ordinær primær drift udgør 72 mio. kr. Det er 47 mio. kr. lavere end året før, hvilket alene kan henføres til de betydelige udfordringer ferskkødsdivisionen har haft som følge af den russiske embargo, som startede tilbage i januar 2014, hedder det i en pressemeddelelse.

"Restbetalingen er på markedsniveau trods et ringere resultat. Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen en samlet restbetaling på 90 øre/kg for svin og 80 øre/kg for søer," påpeger ledelsen.

På bundlinjen blev der i seneste regnskabsår 49 mio. kr. mod 100 mio. kr. året før. Egenkapitalen udgør 577 mio. kr. mod 660 mio. kr. i 2012/2013.

Samme udbytte

Danish Crown, de romsætter for godt 58 mia. kr., kom i går med et regnskab, der også bar præg af Ruslandskrisen, men storkoncernen kunne dog finde penge på bundlinjen til en restbetaling på 90 øre per kilo for det leverede svinekød.

Restbetalingen har historisk set altid været meget vigtig for andelsslagterierne, der henover året løbende betaler samme pris, notering, for svinene. Ikke mindst i pressede tider som nu, hvor noteringen er i et dramatisk dyk som følge af Ruslands boykot, er restbetalingen af allerhøjeste betydning for landmandens økonomi. Hvis slagterierne skal fastholde leverandørerne, handler det derfor om at kunne matche konkurrenterne, i dette tilfælde Danish Crown.

Flere slagtesvin

På trods af en faldende produktion af slagtesvin i Danmark har Tican igen i 2013/14 øget slagtningerne. Stigningen er på 2 pct., og der er således slagtet 1,9 mio. svin i det afsluttede regnskabsår.

”Ferskkødsforretningen havde et ganske fornuftigt første kvartal, men da den russiske embargo satte ind i januar, blev hele det europæiske marked for svinekød sat under pres. Dette har samtidig medført, at Ticans indtjening i den danske forretning har været skuffende i den resterende del af regnskabsåret,” skriver Tican.

Lukkede fabrik

Det lukkede russiske marked var også den direkte årsag til, at Tican i september besluttede at lukke Fjerritslev afdelingen, som i stor udstrækning forarbejdede svinekød til det russiske marked.

”Det vurderes, at den manglende eksport hertil samt omkostninger i forbindelse med lukningen af Fjerritslev afdelingen, bl.a. hensættelser til fratrædelsesomkostninger og nedskrivning af anlægget, har belastet regnskabet med mere end 50 mio. kr.,” pointerer ledelsen og tilføjer:

”Selv om der er en klar årsag i den russiske embargo, som Tican selvsagt ikke har kunnet påvirke, betegnes driftsresultatet samlet set som ikke-tilfredsstillende.”

Generelt set godt kørende

Koncernens forædlingsvirksomheder har dog alle haft et godt år med stigende aktivitetsniveau og indtjening.

”Årets resultat er ikke tilfredsstillende, og vi føler os selvfølgelig hårdt ramt af udefra kommende forhold. Virksomheden er generelt set godt kørende, og strategien fortsætter med at levere forbedringer. Så det er da rigtig træls at konstatere, at en russisk embargo kan ramme os så hårdt, at man næsten ikke kan se de gode resultater, vi trods alt også har opnået” - siger adm. direktør Ove Thejls.

Ny kapital en mulighed

Som tidligere beskrevet på FødevareWatch, holder Tican på ejerskabsfronten alle døre åbne for at skaffe kapital til at udvide koncernens forædlingsforretning. Flere investorer og muligheder er i spil - herunder, at en gruppe stærke leverandører går ind med privat kapital side om side med andelsselskabet.

 

Tican holder flere døre åbne for ejerskab

Derfor afviser slagterier at investere i svineproduktion

Tican melder om stor investor-interesse

Tican afviser ”bornholmsk” løsning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter