Amerikanske Chiquitas plan om at købe bananproducent-rivalen Fyffes er gået i vasken. Aktionærerne har på et ekstraordinært møde modsat sig opkøbet, rapporterer Bloomberg News.
Virksomheden har tidligere afvist flere købstilbud fra brasilianske Cutrale Group og Safra Group. Men nu vil Chiquita alligevel indlede forhandlingerne med brasilianerne.
"På grund af dagens resultat har vi besluttet at tilendebringe aftalen med Fyffes og gå i dialog med Cutrale-Safra om deres reviderede tilbud," siger Chiquitas topchef, Edward F. Lonergan, i en udtalelse.
Cutrale-Safra tilbød først 13 dollar per aktie i Chiquita. Buddet blev forhøjet med 1 dollar, hvilket dog ikke fik banankoncernen til at bide på maddingen. "Utilstrækkeligt," lød det fra North Carolina-baserede Chiquita.
Senest har brasilianerne, der består af juiceproducenten Cutrale og bankgruppen Safra med Brasiliens næstrigeste mand, Joseph Safra, i spidsen, budt 14,50 dollar per aktie.
En kombination af Chiquita og Fyffes ville have skabt verdens største producent af bananer.
Chiquita-aktien steg med 3,6 pct. til 14,25 dollar på børsen i New York efter omkring to timers handel fredag.
Brasilianere hæver Chiquita-bud igen
Chiquita afviser brasiliansk opkøbstilbud
Chiquita får nyt brasiliansk opkøbstilbud
Avis: Brandmænd vil bremse bananfusion