Kiwi åbner butikker i dobbelt størrelse

Discountkæden Kiwi vil med nye storbutikker tage kampen op med landets supermarkeder og de andre discountaktører.
Salget i de danske discountbutikker er vokset hastigt gennem en årrække, så den del af dagligvarehandlen nu samlet har ca. 40 pct. af markedet.
Væksten skal derfor også hentes fra nye storbutikker. Hidtil har en typisk discountbutik haft ca. 2500 varenumre, men Kiwi vil nu ekspandere til 5000 varenumre. Den første af slagsen åbnes i denne uge i Randers, hvor et Superbest-supermarked omdannes til Kiwi.
"Vi har gennem 2014 haft vækst og vinder markedsandele efter en runde med modernisering i en række af vores butikker. Vi supplerer med et nyt koncept, der overgår, hvad markedet ellers har budt på i både sortiment og salgsareal," siger kædedirektør Carsten Hansen, Kiwi.
Ny strategi i koncernen
Udrulningen af det nye koncept hænger også sammen med at Dagrofa, der har fået Norgesgruppen som ny storaktionær, er ved at føre en ny koncernstrategi ud i livet.
Den første butik af slagsen indeholder bl.a. egen bagerbutik, postkontor og en stor vinafdeling.
"Vi vil ekspandere med både de normale og velkendte discountbutikker samt nye forretninger i storformat. Forbrugernes forventninger til discount ændrer sig," mener Carsten Hansen, Kiwi.
Den udvikling i det danske marked for dagligvarer med nye, store discountbutikker overrasker ikke detailekspert Bruno Christensen. Han mener ligefrem, at discountbutikkerne langsomt men sikkert overtager positionen som fremtidens supermarked.
"Det betyder, at de traditionelle supermarkeder ikke vil være i stand til at overleve den hårde priskonkurrence," vurderer Bruno Christensen.
Kiwi-direktør: Vi kæmper for accept
Momsfri frugt skabte tocifret vækst
Meny-direktør: Vi skal være flagskib på ferskvarer
Relaterede artikler:
Kiwi-direktør: Vi kæmper for accept
For abonnenter
Benhårdt butiksraseri stopper ikke
For abonnenter