Momsfri frugt skabte tocifret vækst

Fire uger efter, at supermarkedskæden Kiwi fjernede momsen på frugt og grønt rapporterer discountkæden om tocifret salgsvækst.
Som den første dagligvarekæde har Kiwi siden starten af september forsøgt sig med at fjerne momsen på al frugt og grønt i discountkædens danske butikker.
Efter fire uger er salget af stykvis frugt og grønt gået frem med mellem 13 og 19 procent alt efter type, mens salget af økologisk frugt og grønt, købt med medlemskort i butikken, er steget 50 procent.
”Vi har hele tiden haft en stærk tro på, at forbrugerne ville reagere positivt på vores enegang med momsfritagelse. Men det er rart, at prognoserne holder stik i virkeligheden. Danskerne er parate til billigere sunde varer, og der er handling bag ordene, når de siger, at de vil købe mere frugt og grønt, hvis bare det koster mindre,” siger Carsten Hansen, kædedirektør i Kiwi i en pressmeddelelse.
Kiwi-direktør: Vi kæmper for accept
Ifølge en prissammenligning, som Kiwi selv har foretaget 29. og 30. september, viser seks direkte sammenlignelige indkøbskurve med 15 stykker frugt og grønt fra henholdsvis Kiwi, Netto, Lidl, Fakta, Rema 1000 og Super Brugsen, at Kiwi er billigst.
”Vores pristjek viser, at det er en god idé, at forbrugerne ser sig godt for, når de køber frugt og grønt. Med vores momsinitiativ har vi banket 20 procent af prisen – også på den økologiske frugt og grønt. Det kommer i den grad den opmærksomme forbruger til gode,” lyder det fra Carsten Hansen.
Ifølge Kiwis sammenligning var de 15 udvalgte varer lidt mere end 20 kroner billigere end næstbilligste kæde, som var Netto og 25 kroner billigere end Lidl, som var tredjebilligst. I forhold til det eneste traditionelle supermarked i testen, Super Brugsen, var Kiwi 44 kroner billigere på de 15 udvalgte varer.
Relaterede artikler:
Benhårdt butiksraseri stopper ikke
For abonnenter
Ny supermarkedskæde på vej i Danmark
For abonnenter