Ny dansk teknologi kan skanne fødevarer på produktionsbåndet

Et dansk forskerhold er lykkedes med at udvikle en laserteknologi, som kan åbne for langt mere gennemgående screening af danske fødevarer.
Hvor man i dag udtager enkelte fødevarer fra en given produktion til stikprøvekontrol, kan den nye teknologi screene alle fødevarerne på produktionsbåndet og dermed udføre en langt mere omfattende kontrol.
Den nye opfindelse betyder, at teknologien kan flyttes fra laboratoriet til fødevarevirksomhedernes produktionsenheder.
”Når vi i dag kontrollerer fødevarer, sker det med en teknik, hvor vi måler med svagt infrarødt lys fra basalt set et glødende søm, som udstråler i alle vinkler og er ukohærent, så det ikke kan fokuseres. Med den nye laserteknologi får vi målinger, som er langt mere fokuserede, hurtige og mere rige på informationer. En af udfordringerne i den nye teknologi er, at støjniveauet er meget højt. Det arbejder vi på at få løst, så teknologien kan anvendes under almindelige produktionsforhold,” siger Ole Bang, professor på DTU Fotonik, i en pressemeddelelse.
Bag teknologien står forskerhold fra DTU Fotonik, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og de to danske virksomheder Foss Analytical og NKT Photonics.
Foruden fødevaresikkerhed er det forskerholdets forventning, at laseren i fremtiden kan bruges på andre områder lige fra tidlig kræftdiagnosticering til landbrug.
"Visionen er, at hurtigheden og robustheden af målesystemerne baseret på denne laser vil være så god, at den tillader at kontrollere fødevarekvalitet on-site og on-line, potentielt endda tillade landmanden at have et system på traktoren og måle jordens kvalitet, mens han kører på marken," står der i pressemeddelsen.
Innovationsfonden har investeret 15 millioner kroner i forskningsprojektet, hvilket er halvdelen af det samlede budget. Projektets officielle titel er Light and Food og projektet fortætter frem til 2017.