Norge anbefaler pause fra dansk kød

Listeria-udbruddet hos pølseselskabet Jørn A. Rullepølser har fået opmærksomhed fra de norske fødevaremyndigheder.
Bakterien kædes sammen med 12 dødsfald i Danmark i de seneste måneder, og før alle varer fra Jørn A. Rullepølser er sporet, bør man ikke spise kød købt i Danmark, skriver Mattilsynet på sin hjemmeside:
"Kig gerne i køleskabet og se, om du har kødprodukter, du har købt i Danmark på det seneste. Skulle det være tilfældet, anbefaler vi, at du ikke spiser det indtil videre."
Mattilsynet råder desuden nordmændene til at smide alt kød ud, der har forbindelse til Jørn A. Rullepølser.
"Vi har ingen grund til at mistænke andre danske madvarer solgt i Norge," står der.
Beredskabschef Kim Sigsgaard fra Fødevarestyrelsen siger til Jyllands-Posten, at det desværre nok er "overvejende sandsynligt, at der kommer flere dødsfald og sygdomstilfælde" i Danmark.
Statens Serum Institut oplyser, at man skal være svækket i forvejen, for at bakterien kan få fodfæste.
Relaterede artikler:
Lille solidt firma ramt af rullepølse-skandale
For abonnenter