Samsø Bryghus kører øko-stilen helt ud
.jpg)
SAMSØ
På loftet af den firlængede gård i Nordby brygger Kim Vestergaard sin øl. De proteinholdige spildprodukter bruger han som foder til sine kalve, der går på marker få kilometer derfra. Senere slagtes kalvene, og kødet serveres til gæsterne i butikken – der ligger lige under bryggeriet.
På den måde hænger det hele sammen på Samsø Bryghus, som blev etableret for otte år siden af ægteparret Stinne og Kim Vestergaard.
"Folk synes, det er sjovt, at vi laver det hele selv. Og det betyder også meget for interessen, at vi satser så meget på økologi," siger Kim Vestergaard, der fungerer som gårdens brygmester, mens hans kone styrer køkkenet.

Måtte flytte til større gård
Parret flyttede til Samsø fra Aarhus-området i 2000. Med sig havde de deres fem børn og drømmen om at starte noget for sig selv.
"Det begyndte med en lille butik, hvor vi solgte lokale ting. Jeg havde prøvet at brygge lidt tidligere og spurgte min kone, om ikke vi skulle prøve det igen. Det sagde hun nej til," siger Kim Vestergaard og slår en stor latter op.
Senere fik han dog lov at åbne sit bryggeri, fordi turisterne flere år i træk havde spurgt efter lokal øl, når de var i den lille butik.
"Så kunne Stinne jo godt se ideen i det, og vi gik i gang. Vi fik gjort en gammel stald i stand, og så begyndte jeg at brygge. Det blev ret hurtigt populært, og så fik jeg travlt," fortæller Kim Vestergaard.
Efter tre år blev behovet for ekstra plads så stort, at Kim og Stinne købte en gård lidt uden for Nordby på Samsøs top. Bryggeriet har de på første sal, cafeen er i stuen, og så bor de i en anden del af gården.

Skal ikke udbredes mere
Øl-brygningen på gårdens loft har kastet 12 faste varianter af sig, og så kommer der som en regel en ny til ved højtider som jul og påske.
Øllet sælges i butikken på gården, i et par specialbutikker i Jylland og i Torvehallerne i København.

Og der er ingen intentioner om, at bryghusets ting skal ud til hele landet, fortæller Kim Vestergaard.
"Vi har faktisk ikke rigtig interesse i at få vores produkter væk fra øen. Vi kunne måske godt tjene flere penge, men så skulle vi arbejde mere. Hvis vi øger omsætningen med 10 pct., skal vi også have 10 pct. flere grise og grøntsager. Sådan er det, når man har det hele fra jord til bord. Og det ville også betyde 10 pct. mere arbejde for os. Det har vi ikke brug for, for i forvejen har vi ikke ti fridage på et år," siger han.
Bliver man rig af at have et økologisk bryghus på Samsø?
"Nej, det gør man ikke. Så havde vi holdt mere end ti fridage om året. Men vi får da noget at spise hver dag, og vi har ikke haft de store problemer, vil jeg sige," siger Kim Vestergaard.
"Pludselig var jeg blevet direktør i et kartoffelselskab"