FødevareWatch

Slik bliver kastet i nakken i bland-selv-krig

Det er blevet fredag hele ugen og butikker bugner af billig slik.

Foto: Niels Hougaard

Vi danskere elsker slik - og det har kioskerne fundet ud af.

Derfor er den gammeldags kiosk, hvor du hentede en pakke smør, to liter mælk og tyve smøger under forandring. Hård konkurrence fra dagligvarebutikker med lange åbningstider, tvinger nemlig kioskejerne til at tænke alternativt.

Og for mange er valget faldet på slik. I bunkevis - og af den slags, hvor børn og lækkersultne sjæle selv kan blande.

Sød guldtand

Det gælder også Modar Saehlich, der har kiosken Den Lille Købmand på Islands Brygge i København.

"Der er gode penge i det. Det er der for eksempel ikke i cigaretter og vi sælger ikke så mange dagligvarer længere, fordi de andre butikker nu har åbent til klokken 22.00," siger han til DR P4 København.

Og han er langt fra den eneste kioskejer, der nu sælger vingummisutter og lakridser for at overleve.

"Man prøver jo på at søge nogle nicher, hvor man kan finde en overlevelse fordi der er stor konkurrence fra dagligvarebranchen. Vi ser, at der er mange, der tager bland-selv-markedet og spillemarkedet ind i kioskerne i dag," fortæller Torben Pedersen, landsformand for Nærbutikkernes Landsforening (NBL) til DR P4 København.

Masser af slik på hylderne

Men også på det marked er der nu kommet hård konkurrence.

Kort efter at Den Lille Købmand tog store mængder af bland-selv-slik ind i butikken, valgte en anden kiosk i næste gade at gøre det samme og samtidigt åbnede en stor slikbutik i området. Og den tendens man specielt ser i storbyerne, siger Torben Pedersen fra NBL.

"Vi ser specielt i centrene, at der dukker butikker op, der kun sælger slik. Det er ikke en generel tendens i hele landet, men vi ser det i København," fortæller han til DR P4 København.

Prisen sat under pres

Den store konkurrence presser prisen, og enkelte kiosker og slikbutikker reklamerer med priser på helt ned til 4,95 per 100 gram. Og også mange supermarkeder som Bilka, Føtex og Superbrugsen er hoppet med på vognen, og tilbyder ungerne, at de selv kan blande slikket.

I den nyåbnede slik- og isbutik Isbryggeren forsøger Mads Salvani at holde prisen oppe, men medgiver, at han så er nødt til at konkurrere på andre parametre.

"Der er så mange konkurrenter lige i nærheden, så vi er nødt til at have meget slik at vælge i mellem. Ellers tager kunderne over til de andre," siger han til DR P4 København.

Bland-selv-peberfrugt er bare ikke det samme

Tendensen har i de senere år har ellers været, at mange ønsker at blive mere sunde, og det skorter ikke på bøger om slankekure og sund livsstil. Men det betyder ikke, at vi ikke kan lokkes til at skeje ud, mener ekspert i forbrugeradfærd Niels Erik Folmann.

"Det er lidt en modreaktion. Når vi skal være usunde, så skal den også have på alle tangenter. Derfor er vi vilde med bland-selv-slikket, hvor vi virkelig kan dykke ned i de store mængder," siger han til DR P4 København.

Fredag hele ugen

Niels Erik Folmann fortæller, at tendensen med bland-selv-slik startede for en del år siden i Sverige, hvor man i mange år har kendt til fænomenet "lösgodis". Nu har det bredt sig til Danmark, og selvom der lige nu er hård konkurrence på markedet, kan der sagtens være plads til mange aktører, mener han.

"Jo flere butikker, der kommer, jo mere slik spiser vi. Selvom vi er også sundhedsfanatiske, så kommer vi til at spise mere og mere slik. Fredagsslik er passé, nu spiser vi det her dag," lyder det fra Niels Erik Folmann til DR P4 København.

Kilde: DR

Lidl har haft succes med at fjerne slikket fra kassen

Cloetta skal levere Pick & Mix til Coop Sverige

 

Mere fra FødevareWatch

Social Foodies er gået i rekonstruktion

Iskæden med syv butikker er gået i rekonstruktion efter en stribe år med milliontab og negativ egenkapital. For nylig rejste kædens revisor betydelig tvivl om den fortsatte drift i regnskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier