5 ton slik beslaglagt i Nordsjælland

I alt fem ton slik, eller hvad der kan stå på 22 paller, er for nyligt blevet konfiskeret fra en firelænget landejendom i Nordsjælland i en razzia, som Fødevarestyrelsens rejsehold, SKAT og politiet har gennemført.
Det skriver Fagbladet 3F.
De konfiskerede varer var forskellige toffees og nøddeprodukter, der havde udløbsdatoer mellem september 2013 og februar 2014.
"Det er jo svindel at ommærke gamle varer på den måde, det er sket i dette tilfælde," siger Søren Jensen fra Fødevarestyrelsens rejsehold, som særligt tager sig af systematisk kriminalitet, til fagbladet.
Der ikke umiddelbart forbundet med nogen sundhedsfare at indtage for gammel slik, men Søren Jensen anser det som værende et alvorligt problem, hvis ikke forbrugerne kan være sikre på slikkets oprindelsessted og fabrikationstidspunkt.
Razziaen i Nordsjælland kom i stand efter, at 3F i Fredensborg og HK tippede myndighederne om, at ejeren af gården brugte ulovlig udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med datofuskeriet.
Fødevarefusk: Kun 5 pct. torsk i torskerogn