Milliardnedskrivning presser fødevarekæmpe

Den store amerikanske fødevarekoncern ConAgra Foods har halveret bundlinjen i det seneste regnskabsår. Det skyldes i høj grad en milliardstor nedskrivning i årets fjerde kvartal.
Foto: PR
Foto: PR

Amerikanske ConAgra Foods har præsenteret et regnskab for 2013/14, der viser en tilbagegang på bundlinjen på mere end 50 pct., og ledelsen betegner det da også som et ”skuffende år”.

Godt nok har man øget omsætningen med næsten 15 pct. i løbet af året fra 15,43 mia. dollar i 2012/13 til 17,7 mia. dollar i det seneste regnskabsår, som løb frem til udgangen af den sidste uge af maj.

Men når bundlinjen alligevel skuffer, skal forklaringen findes i de økonomiske tal for årets fjerde kvartal.

Her lå omsætningen i tråd med samme kvartal af 2013, men da man må registrere nedskrivninger på immaterielle aktiver for hele 678 mio. dollar i kvartalet, falder bundlinjen fra et plus på 193,8 mio. dollar i fjerde kvartal af 2013 til et underskud på hele 318,3 mio. dollar i det seneste kvartal.

Den enorme nedskrivning sker i forbindelse med fødevaregigantens milliardopkøb af Ralcorp Holdings i starten af 2013. Det skriver Bloomberg, som også melder, at selskabets aktie er faldet så meget, at ConAgra nu er det fødevareselskab, som klarer sig dårligst i det såkaldte Standard & Poor 500 Index.

"Vi er skuffede"

Samtidig har man i perioden oplevet en nedgang på 7,4 pct. inden for segmentet consumer foods, mens de to andre segmenter, commercial foods og private brands, har præsteret et salg i tråd med 2012/13-perioden.

Samlet set betyder det, at ConAgras nettoresultat for helåret falder med 59,9 pct. til 315,1 mio. dollar mod 786,1 mio. dollar i 2012/13.

”Vi er skuffede over finansåret 2013/14 generelt, og vi er meget fokuserede på at forbedre vores resultater. Til trods for det vanskelige år har vi dog været i stand til at generere en markant omsætning, leve op til vores løfter om tilbagebetaling af gæld og betale et stærkt udbytte (til aktionærerne, red.),” udtaler adm. direktør Gary Rodkin i en pressemeddelelse.

ConAgra Foods har i løbet af 2013 nedbragt sin gæld med omkring 600 mio. dollar, og man forventer at nedbringe den med yderligere 1 mia. dollar i regnskabsåret 2015.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter